Ankestyrelsens principafgørelse O-12-92

1992

Resume:

En løsladt person, som ved løsladelsen havde fået udbetalt et løsladelsesbeløb, var berettiget til kontanthjælp fra ansøgningstidspunktet.

Ansøgerens anvendelse af løsladelsesbeløbet (til betaling af husleje, seng og tøj) kunne ikke betragtes som uforsvarlig økonomi, idet pengene var anvendt i overensstemmelse med de formål, løsladelsespenge var beregnet til.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

28-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 - § 26, stk. 1, nr. 1 og § 37

En person blev løsladt den 19. december 1990 efter at have afsonet en dom på 2 år og 2 måneder. Ved løsladelsen fik ansøgeren udbetalt 6.300 kr. i løsladelsespenge. Pengene blev brugt til betaling af 2 måneders husleje, en seng og indkøb af tøj. Et resterende beløb på 1.294 kr. blev anvendt til underhold frem til den 8. januar (ansøgningstidspunktet).

Kommunen fandt, at ansøgeren i forhold til en kontanthjælpsberegning burde have klaret sig frem til den 30. januar 1991. Kommunen afslog derfor, at yde hjælp til underhold og ydede samtidig hjælp til husleje med tilbagebetalingspligt på grund af uforsvarlig økonomi.

Ankestyrelsen modtog under sagens behandling, oplysninger fra Kriminalforsorgen bl.a. vedrørende formålet med løsladelsespenge.

Heraf fremgik det, at de opsparede løsladelsespenge forudsættes anvendt til etablering, underhold, indskud i lejlighed, indkøb af arbejdstøj og lignende, der er hensigtsmæssigt i forbindelse med den indsattes genindplacering i det sociale samfund efter løsladelsen.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger havde været berettiget til kontanthjælp fra ansøgningstidspunktet, og ophævede samtidig tilbagebetalingspligten for den ydede hjælp til husleje. Ankestyrelsen lagde vægt på, at løsladelsespengene var anvendt i overensstemmelse med de formål, løsladelsespenge er beregnet til.

Dato for underskrift

15.03.1992

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 26 § 37

Journalnummer

13768-91