M, der var dansk statsborger, havde modtaget invalidepension (nu førtidspension) fra 1984. M havde siden august 1971 været bosat i Vesttyskland (nu Tyskland). Den samlede bopælstid i Danmark var opgjort til 20 år, 1 måned og 10 dage. Dertil kom en godskrivningstid på 9 år, 3 måneder og 7 dage. Daværende Sikringsstyrelse (nu Socialministeriet) havde herefter beregnet, at M havde ret til 29/40 af dansk pension.
M havde endvidere haft bopæl i Sverige fra 1946-47 og fra 1948-58.
Daværende Sikringsstyrelse henviste til, at bopælstiden i Sverige ikke kunne medregnes, da M var bosat uden for Norden og under opholdet i Sverige ikke havde været beskæftiget i offentlig dansk interesse eller som ansat i dansk firmas filial eller datterselskab.
M kunne ikke få godskrevet bopælstiden i Sverige efter den svensk tyske socialforsikringsoverenskomst, idet han var dansk statsborger. Ankestyrelsen fandt ved sin 1. afgørelse den 20. april 1988 ligesom Sikringsstyrelsen, at førtidspensionen skulle beregnes i henhold til en optjeningstid på 29 år. Ankestyrelsen lagde vægt på, at reglerne i Den Nordiske Konvention om social tryghed ikke kunne anvendes på personer, der var bosat uden for de nordiske lande.
EF-kommissionen havde efterfølgende i brev (åbningsskrivelse efter traktatens art. 169 - varsling af sag ved EF-domstolen) til Udenrigsministeriet den 5. juni 1990 bl.a. bemærket, at der i henhold til dansk national lovgivning, var pligt til at anerkende retten tilen pension, til en borger, selv om denne havde bopæl i et andet EF land samt at de rettigheder til pension som fulgte af Den Nordiske Konvention måtte anses for en del af dansk lovgivning og derfor ikke kunne bortfalde ved flytning til et andet EF-land, jf. art. 1 litra J i EØF-Forordning 1408/71.
Bopælsperioder, der var tilbagelagt i andre nordiske lande, skulle tages i betragtning hvad enten den pågældende havde indgivet sin ansøgning, mens han var bosiddende i Danmark, eller han havde indgivet ansøgning efter at have bosat sig i anden medlemsstat. Endvidere syntes det ligeledes klart, at fællesskabsretten i det omfang, hvor Den Nordiske Konvention burde betragtes som en integreret del af dansk lovgivning som var redegjort ovenfor, forpligtede Danmark til at medregne perioder, der var tilbagelagt i tredjelande.
En modsat fortolkning af forordningen, det vil sige uden medregning af perioder, der var tilbagelagt i et andet nordisk land, ville være i modstrid med selve princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed. En statsborger i en medlemsstat ville opgive at rejse til anden medlemsstat, såfremt han, hvis han flyttede, ville miste retten til at få medregnet de bopælsperioder, der var tilbagelagt i et tredjeland, og som anerkendtes i en medlemsstat.
Socialministeriet havde som følge af kommissionens skrivelse af 5. juni 1990 anmodet Ankestyrelsen om at genoptage den konkrete sag.
