En ansøger, der havde været ansat i samme firma i mange år, modtog sin opsigelse i august 1989 til fratræden den 31. december 1989. Under sin ansættelse havde han haft en månedlig arbejdsindtægt på netto 26.000 kr. Hans ægtefælle havde deltidsarbejde med en månedlig nettoindtægt på ca. 6.000 kr.
Den 27. juni 1990 besluttede kommunen, at der ved beregningen af økonomisk hjælp efter bistandslovens § 37 kunne godkendes et boligtillæg på 17.398 kr., svarende til den faktiske boligudgift, dog maksimalt til den 31. december 1990.
Ansøger blev henvist til herefter at finde en anden bolig med mere rimelige udgifter, hvis det ikke forinden kunne dokumenteres, at han havde opnået beskæftigelse, der gjorde det muligt for ham selv at afholde boligudgiften. Amtsankenævnet meddelte i oktober 1990, at nævnet ikke havde fundet, at der i bistandslovens § 37, stk. 3, var hjemmel til at kræve boligtillægget ændret pr. 1. januar 1991.
Nævnet havde den opfattelse, at boligtillægget kun kunne nedsættes, når der
1) konkret kunne anvises en rimelig og billigere bolig eller
2) når boligudgiften helt eller delvist var påtaget med henblik på at få den dækket af kontanthjælp.
Nævnet fandt ikke, at der forelå kontanthjælpsspekulation, da ansøger og hans familie i årevis havde kunnet klare betalingen af termin.
Nævnet havde i øvrigt ikke kunnet se, at han kunne anvises en konkret anden rimelig og billigere bolig.
Kommunen fastholdt efter nævnets afgørelse, beslutningen om at standse udbetalingen af boligtillæg svarende til den faktiske boligudgift pr. 31. december 1990, medmindre ansøgers bolig blev sat til salg, og han accepterede opnotering til et boligselskab, hvor han i løbet af kortere tid ville kunne få anvist en rimelig 3 værelses bolig til en leje på ca. 5.000 kr. pr. måned.
Ansøger ønskede ikke at sætte sit hus til salg eller lade sig opnotere til en anden bolig.
Han gjorde bl.a. gældende, at han arbejdede ihærdigt på at skaffe sig arbejde, og at han ville få en større gæld, hvis han satte sit hus til salg. Endelig fandt han, at en 3 værelses bolig ikke var en rimelig bolig.
Kommunen fastholdt i januar 1991, at boligtillægget skulle nedsættes til 5.000 kr. pr. måned, svarende til lejen for en 3 værelses lejet bolig. Kommunen henviste endvidere til, at ansøger havde afvist at søge en anden og billigere bolig.
Amtsankenævnet pålagde kommunen at udmåle boligtillæg svarende til den faktiske boligudgift pr. 1. januar 1991.
Nævnet lagde vægt på, at det ikke fremgik af sagen, at ansøger havde fået et faktisk tilbud om en anden rimelig og billigere bolig, som familien havde kunnet flytte ind i.
Kommunen havde ikke kunnet dokumentere, at en sådan bolig umiddelbart ville kunne stilles til rådighed for ansøger. Der havde kun været tale om at opfordre ansøger til at lade sig opnotere til en anden bolig.
Nævnet lagde vægt på fortolkningen af bistandslovens § 37, stk. 3 og på Socialministeriets vejledende udtalelser fra 25. november 1987, 4. februar 1988 og 29. november 1990.
Af disse udtalelser fremgik, at efter ministeriets opfattelse skal der konkret kunne anvises en rimelig og billigere bolig, før boligtillægget kan nedsættes. Hvis der ikke har foreligget et konkret tilbud om en anden passende bolig, vil boligtillægget udgøre den faktiske boligudgift.
Kommunen gjorde i sin klage til Ankestyrelsen gældende, at det var af principiel betydning, om der skulle være et faktisk boligtilbud på hånden, eller om kommunen var berettiget til ikke at bruge tid på at fremskaffe et tilbud om en bolig, som pågældende alligevel ville sige nej til.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der kan stilles krav om, at der tilbydes en konkret anden rimelig og billigere bolig, før boligtillægget kan nedsættes.
