Ankestyrelsens principafgørelse O-107-93

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 37 og § 46

Ansøger fik 1. januar 1992 udbetalt grundydelse og boligtillæg efter bistandslovens § 37, stk. 2 og 3.

Den 13. januar 1992 anmodede ansøger om "overlevelseshjælp", idet han i weekenden havde haft indbrud og var blevet frastjålet 1.500,- kr.

Kommunen gav afslag med begrundelsen, at der ikke kunne ydes kontanthjælp efter bistandsloven mere end en gang for samme periode og til samme formål.

Ansøger indbragte afgørelsen for ankenævnet.

Nævnet fandt, at ansøger ved henvendelsen den 13. januar 1992 til kommunen havde været berettiget til udbetaling af rimelig hjælp til sikring af sit underhold i perioden frem til den næstfølgende ordinære udbetaling af kontanthjælp.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det efter praksis ikke var udelukket at yde kontanthjælp med henvisning til bistandslovens § 37 i tilfælde, hvor behovet for hjælp skyldtes, at allerede udbetalthjælp var mistet eller forbrugt, jf. bl.a. SM 0-8-84, 0-9-84 og 0-19 84.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøger ved anmodningen om hjælp må antages at have været uden midler.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at der med indførelsen den 1. juli 1987 af faste takster for udbetaling af grundydelse, jf. bistandslovens § 37, stk. 2, ikke kunne udbetales grundydelse udover de i bestemmelsen angivne maksimale beløb.

Kommunen fandt, at såfremt der skulle udbetales ekstraordinær hjælp til en person for samme tidsrum og til samme formål, må lovgrundlaget være bistandslovens § 46. Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om kontanthjælp ydet til dækning af leveomkostninger i en periode, som der allerede er udbetalt kontanthjælp for, men som er mistet, med ændringen pr. 1. juli 1987 af bistandslovens § 37 (indførelse af faste takster) bør ydes efter § 46.

Med ændringen af bistandslovens § 37 pr. 1. juli 1987 afskaffedes skønnet over det beløb, der kunne ydes til underhold og rimelige faste udgifter i forbindelse med udbetaling af løbende kontanthjælp, og der indførtes faste takster og rammer for beregningen af hjælpen.

Ankestyrelsen fandt, at såfremt der opstod behov for ekstraordinær hjælp i en periode, for hvilken der én gang var ydet hjælp efter bistandslovens § 37, kunne hjælpen kun ydes, hvis betingelserne i bistandslovens § 46, for ydelse af hjælp var opfyldt.

Afgørelsen heraf beroede på en konkret skønsmæssig vurdering.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse, for så vidt angår den anførte hjemmelsgrundlag for ydelse af hjælpen.