Ankestyrelsens principafgørelse O-106-93

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 37 og § 38, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 30, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 20074-92

En enlig ansøger med et barn modtog kontanthjælp efter bistandslovens § 37 på grund af arbejdsløshed. Hun blev efterfølgende gift med en landmand, der foruden drift af egen landbrugsvirksomhed var interessent i et interessentskab, der drev en anden landbrugsvirksomhed.

Efter giftermålet foretog kommunen en kontanthjælpsberegning og fandt, at der ikke kunne udbetales supplerende kontanthjælp, idet indtægten fra landbruget, som skulle lægges til grund for en kontanthjælpsberegning, udgjorde 205.179 kr (indtægten før renter).

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ægtefællens månedlige nettoindtægt oversteg en kontanthjælpsberegning på i alt 11.491 kr, idet ægtefællens indtægt skulle fratrækkes i henhold til bistandslovens § 38, før eventuel hjælp kunne komme til udbetaling.

På vegne af ansøgeren klagede et af landbrugets rådgivningscentre over afgørelsen. I klagen blev det anført, at nævnet ikke havde taget hensyn til renteudgifter samt nedskrivninger og afskrivninger dels på den personlige landbrugsejendom og dels på ejendommen, der blev drevet som et interessentskab. Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der i tilfælde, hvor der er tale om en selvstændig virksomhed i drift, kunne ydes supplerende kontanthjælp til ægtefællen og i bekræftende fald, på hvilken måde indtægtsgrundlaget for den selvstændige virksomhed skulle opgøres.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke i bistandsloven er fastsat regler om, hvordan indtægten ved selvstændig virksomhed skal opgøres i forbindelse med beregning af supplerende kontanthjælp til en ægtefælle. Der er således heller ikke regler om, at der ved opgørelsen af indtægten for en selvstændig erhvervsdrivende i forbindelse med beregning af supplerende kontanthjælp kan bortses for renteudgifter.

Ankestyrelsen fandt herefter, at indtægten fra den selvstændige virksomhed skulle opgøres som virksomhedens overskud med fradrag for renteudgifter, der var afholdt til virksomhedens drift.

Renteudgifter vedrørende privatbolig (i dette tilfælde stuehus) og renteudgifter vedrørende privat gæld i øvrigt skulle ikke fradrages.

For så vidt angår afskrivninger, fandt Ankestyrelsen, at de principper, der blev fastslået i SM O-62-92, tilsvarende fandt anvendelse. Afskrivninger udover 10% på driftsmidler og inventar og 2% påbygninger skulle således ikke fratrækkes ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget i forbindelse med beregningen af supplerende kontanthjælp, da afskrivningerne i bistandslovens forstand måtte anses for at være rent skattetekniske fradrag.

Ansøgers kontanthjælp skulle således beregnes efter ovenstående principper.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 21618-92

Ansøger havde opgivet sit job som ingeniør i det daværende USSR og var blevet gift med en selvstændig landmand. Hun var kommet til Danmark i 1991.

Ægteparret henvendte sig til kommunen og søgte om kontanthjælp.

Kommunen gav afslag på kontanthjælp, under henvisning til oplysnin gerne om de indtægter fra landbruget, som var opgivet til brug for en sygedagpengeberegning.

Ankenævnet fandt, at der i forbindelse med ansøgers flytning til Dan mark var indtrådt ændringer i hendes forhold, som medførte ret til kontanthjælp, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt.

Nævnet fandt endvidere, at da der ikke fandtes nærmere regler eller afgørelser om opgørelsen af indtægter for selvstændige, kunne nævnet tilslutte sig kommunens afgørelse, hvorefter indtægten blev opgjort som virksomhedsoverskud før renter svarende til den dagpengegivende indtægt, men med fradrag af eventuel skat heraf. Herudover fandt nævnet, at der eventuelt måtte korrigeres for skattetekniske fradrag, som ikke nedsatte den reelle nettoindtægt.

Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at pålægge kommunen at udbetale kontanthjælp, da ægtefællens indtægt i 1990 væsentligt oversteg den hjælp, der eventuelt kunne udbetales, jf. bistandslovens § 38. Et af landbrugets rådgivningscentre klagede på vegne af ægteparretover afgørelsen. I klagen blev det anført, at det måtte være ind komsten efter fradrag af virksomhedens renter, der skulle anvendes, idet renteudgiften ikke var til rådighed for ægteparret.

Ankestyrelsen traf afgørelse, der var identisk med afgørelsen i sag nr. 1.