Resume:
Ankestyrelsen har behandlet spørgsmålet om erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven som midlertidig løbende ydelse i tilfælde, hvor skadelidte modtager sygedagpenge i forbindelse med forrevalidering.
Ankestyrelsen tog udgangspunkt i, at efter arbejdsskadeforsikringsloven skal Arbejdsskadestyrelsen afgøre, om der tilkommer en skadelidt erstatning for tab af erhvervsevne og varigt mén, når der efter sygebehandling, optræning eller anden revalidering er grundlag for at skønne over skadelidtes fremtidige tilstand og erhvervsmuligheder.
Hovedreglen er således, at revalidering skal være afklaret, før der tages stilling til spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne.
Videre gælder det, at afgørelsen så vidt muligt skal træffes inden 1 år og senest 2 år efter arbejdsskadens indtræden.
Dette indebærer, at der, når der er tale om revalidering, som ofte strækker sig ud over 2-års fristen, må træffes en foreløbig afgørelse, selvom skadelidtes forhold ikke er endeligt afklarede.
Ankestyrelsen fandt, at en midlertidig erstatning i form af en løbende ydelse kan ydes som supplement til sygedagpenge, når skadelidte modtager dagpenge i forbindelse med forrevalidering. Sygedagpenge og erstatning for tab af erhvervsevne må sammenlagt dog ikke overstige skadelidtes hidtidige indkomst.