Ankestyrelsens principafgørelse O-67-94

1994

Resume:

8 måneders pause mellem afslutning af teoridel og begyndelse af praktikdel måtte betragtes som en afbrydelse af erhvervsplanen, der ikke kunne anses for at være af kortere varighed.

Kommunen var derfor berettiget til af inddrage bruttorevaliderings ydelsen efter et rimeligt varsel, indtil praktikken kunne begynde.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 43, stk. 5

Socialministeriets vejledning nr. 155 af 6. august 1990 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 43

En tidligere pædagog var under revalidering som lægesekretær, og der blev i bevillingen om bruttorevalideringsydelse gjort opmærksom på, at der ved afbrydelser af længere varighed, f.eks. på grund afmanglende praktikplads, ville ske inddragelse af bruttorevalide ringsydelsen.

Da teoridelen var afsluttet i januar 1993, og der ikke var truffet aftale om praktikplads, inddrog kommunen revalideringsydelsen pr. 1. februar 1993.

I slutningen af april fik revalidenden tilsagn om praktikplads på hospital pr. 1. september 1993.

Ankenævnet fandt trods denne oplysning, at betingelserne for ind dragelse var til stede, men at dette først kunne ske efter et rimeligt varsel, det vil sige pr. 1. april 1993.

Det blev i anken anført, at der ikke var tale om en afbrydelse aferhvervs/uddannelsesplanen, da det fra starten indgik i uddannelses planlægningen, at revalidenden først kunne forventes at starte i praktik i september 1993, idet der kun på dette tidspunkt af året blev optaget praktikanter på hospitalerne. Der var således tale om en naturlig følge af uddannelsesforløbet, ligesom de 8 måneders ventetid ikke medførte, at erhvervsplanens sluttidspunkt ikke kunne overholdes. Sagen blev behandlet i principielt møde til yderligere belysning af spørgsmålet om inddragelse af bruttorevalideringsydelse på grund af manglende praktikplads, til supplement af SM O-6-93 og O-21-93.

Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for inddragelse af ydelsen i perioden mellem teoridelen og praktikdelen var til stede.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke havde været revalideringsaktivitet i næsten 8 måneder, og at en sådan pause i revalideringen ikke kan betegnes som en afbrydelse af kortere varighed.

Ankestyrelsen bemærkede, at der i forbindelse med bevillingen var gjort opmærksom på, at en afbrydelse af ydelsen i perioden mellem teoridelen og en senere påbegyndelse af praktikdelen kunne komme på tale.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.07.1994

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 45 § 43 § 44

Journalnummer

21341-93