Ankestyrelsens principafgørelse O-86-94

1994

Resume:

En kommunes krav om efterregulering for daginstitutionsbetaling, der blev fremsat den 1. november 1992 og vedrørte 1990, ansås for omfattet af en kendelse af 11. september 1991 om gældssanering. Ifølge kendelsen skulle gæld, stiftet før 29. april 1991 nedsættes til ca. 9%.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen anså kravet for stiftet ved indkomstårets slutning pr. 31. december 1990, da det på dette tidspunkt var muligt endeligt at opgøre indkomsten for hele indkomståret.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at dette tidspunkt sikrede enens behandling dels af borgerne, uden hensyn til hvornår slutop gørelsen foreligger, og dels af kreditorerne, uden hensyn til hvornår kravet om efterregulering fremsættes. Endelig anså Ankestyrelsen det for at være i strid med intentionerne med reglerne om gældssanering ikke at lade kravet være omfattet af gældssaneringen, selvom det først er fremsat efter gældssaneringssagens indledning.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

08-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 73, stk. 2

Forældrene til et barn fik fra den 1. januar 1990 bevilget økonomisk friplads i daginstitution svarende til 80%. Bevillingen var baseret på en forskudsregistreret skattepligtig indkomst for 1990 på 69.655 kr. De 80% svarede til 14.508 kr.

Den 11. september 1991 afsagde skifteretten kendelse om gældssanering for familien på vilkår, at gæld stiftet før den 29. april 1991 skulle nedsættes til 9,0247%.

Den 1. november 1992 fremsatte kommunen krav om indbetaling af de 14.508 kr., baseret på oplysningerne om, at familiens faktiske indtægt i 1990 var på 284.556 kr. Beregningsgrundlaget for friplads var herefter opgjort til 219.225 kr.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse, hvorefter der skulle ske en efterbetaling af 14.508 kr, fordi de faktiske indtægter oversteg den forventede indtægt med over 20%. Reguleringskravet kunne ikke anses for stiftet før den 1. november 1992, hvor det blev fremsat overfor familien. Kravet var således ikke omfattet af gældssaneringen. I klagen til Ankestyrelsen anførte advokaten, at kravet var omfattet af gældssaneringen. Advokaten henviste til Højesterets dom af 9. oktober 1992 i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, side 967. Ifølge dommen ansås et tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 26, stk 1, nr. 1 for at være stiftet ved hjælpens udbetaling, og det var ikke afgørende, om der inden gældssaneringens indledning var fastsat en betalingsordning efter bistandslovens § 27, stk. 1.

I en uddybet anke anførte advokaten, at kravet måtte anses for stiftet allerede fra november 1990, idet familien på dette tidspunkt rettede henvendelse til kommunen om efterregulering for november og december 1990, hvor familien betalte fuld pris for daginstitutionen. På dette tidspunkt kunne kommunen have foretaget efterregulering for de foregående måneder.

Kommunen oplyste til Ankestyrelsen, at efterregulering af fripladser først foretages, når der foreligger en slutligning for det pågældende år, hvilket normalt er ca. 1. oktober det efterfølgende år, og yderligere nogle måneder senere for selvstændige, hvorfor der ikke i 1990 kunne reguleres for 1990.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om et tilbagebetalingskrav er omfattet af gældssanering, når det gøresgældende efter gældssaneringen, men vedrører en periode før gælds saneringen.

Kommunens efterreguleringskrav ansås for omfattet af gældssaneringen.

Begrundelsen var, at kravet måtte anses for stiftet ved indkomstårets slutning den 31. december 1990, og dermed forud for gældssaneringens indledning den 29. april 1991.

Ved vurderingen lagde Ankestyrelsen vægt på, at det ved udløbet af indkomståret havde været muligt endeligt at opgøre indkomsten i hele indkomståret.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at dette tidspunkt sikrede enens behandling dels af borgerne, uden hensyn til hvornår slutop gørelsen foreligger, og dels af kreditorerne, uden hensyn til hvornår kravet om efterregulering fremsættes. Endelig anså Ankestyrelsen det for at være i strid med intentionerne med reglerne om gældssanering ikke at lade kravet være omfattet af gældssaneringen, selvom det først er fremsat efter gældssaneringssagens indledning.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.08.1994

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 27 § 26 § 73

Journalnummer

20620-93