Ankestyrelsen henviste til bistandslovens § 40, stk. 1, hvorefter ydelse af kontanthjælp forudsætter, at såvel den, der søger hjælpen, som ægtefællen har udnyttet sine arbejdsmuligheder. Dette kan f.eks. anses for godtgjort, når den pågældende ikke har et rimeligt tilbud om arbejde eller deltagelse i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.
Udeblivelse fra eller afvisning af at deltage i sådanne foranstaltninger medfører, at vedkommende mister retten til at modtage kontanthjælp.
Ved midlertidigt fravær fra disse foranstaltninger er der dog hverken i bistandsloven eller i de formueretlige regler hjemmel til at foretage modregning i udmålt kontanthjælp for hjælp, der i den foregående periode er modtaget med urette, jf. det anførte i SM 0-43 93, men der kan, hvis lovens betingelser i øvrigt er opfyldt, rejses krav om tilbagebetaling.
Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at en kontanthjælpsmodtager i henhold til bistandsloven har krav på at få den udmålte ydelse udbetalt månedsvis. Dette gjaldt, uanset om der forelå forhold, der nødvendiggjorde, at der iværksattes en egentlig administrations ordning i henhold til § 49.
Ankestyrelsen fandt således, at der kunne ske udbetalinger af kontanthjælp for kortere perioder, f.eks. ugevis, og i de mere grelle tilfælde pr. dag, i sager, hvor der har været konkrete problemer med at få kontanthjælpsmodtageren til at følge de iværksatte beskæftigelsesmæssige foranstaltninger, eller hvor der i øvrigt forelå forhold, der berettigede til tvivl om, hvorvidt kontanthjælpsmodtageren reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet.
På baggrund af det oplyste om ansøgers ustabile fremmøde i job til buddet, hans manglende reaktion på indkaldelser til samtaler i forvaltningen m.v. samt hans manglende motivation for at deltage i de tilbudte beskæftigelsesprojekter, fandt Ankestyrelsen, at der kunne rejses begrundet tvivl om, hvorvidt han opfyldte betingelserne for at modtage kontanthjælp.
Ankestyrelsen fandt således, at kommunen med rette havde truffet beslutning om at udbetale kontanthjælp for kortere periode end 1 måned.
Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 21264-93
Ansøger, en 33-årig enlig mand, anmodede i slutningen af marts 1993 A kommune om kontanthjælp. Han var på dette tidspunkt uden fast bopæl, men tilmeldt folkeregisteret i B kommune. Han havde tidligere i perioden 12. februar til 7. marts 1993 haft ophold i A kommune, mens han fra 8. marts til 20. marts 1993 havde ophold hos bekendte i C kommune.
Ankestyrelsen har tidligere truffet afgørelse om, at C kommune var opholdskommune for pågældende ved hans henvendelse dér den 8. marts 1993.
Ansøgeren fik af socialforvaltningen i A kommune udbetalt grundydelse for perioden 24. marts til 31. marts 1993, hvorefter der blev truffet beslutning om at yde kontanthjælp fra 1. april 1993 med grundydelse og børnetillæg. Endvidere blev det besluttet at refundere regning fra vandrehjemmet som boligtillæg.
Da ansøgeren ikke havde fast bopæl i kommunen, blev det besluttet, at der kun kunne ske ugevis udbetaling af hjælpen.
Kommunen begrundede afgørelsen med, at forvaltningen fandt det rigtigst, at han ved personligt fremmøde hver uge dokumenterede sin faktiske tilstedeværelse i kommunen.
Ansøger anførte overfor ankenævnet bl.a., at han på grund af den ugevise udbetaling kun havde råd til 2 overnatninger på vandrehjemmet, idet beløbet skulle forudbetales ud af den udmålte hjælp.
Ankenævnet fandt, at kommunalbestyrelsen ikke havde haft tilstrækkeligt grundlag for at beslutte, at kontanthjælpen skulle udbetales ugevis. Nævnet pålagde derfor kommunalbestyrelsen at ophæve den fastsatte administrationsordning efter bistandslovens § 49, stk. 1.
Afgørelsen blev begrundet med, at ansøgeren ikke gentagne gange havde brugt det månedlige beløb på kortere tid end tilsigtet.
Kommunen anførte i klagen til Ankestyrelsen bl.a., at bistandslovens § 37 efter kommunens opfattelse ikke hindrer kommuner i at udbetale økonomisk hjælp til klienter med kortere intervaller end 1 måned baseret på en vurdering af pågældendes aktuelle situation.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af samme problemstilling som i j.nr. 21237-93.
