Resume:
Ankestyrelsen tiltrådte en afgørelse fra et Børn og unge-udvalg, hvorved udvalget godkendte formandens foreløbige afgørelse om anbringelse af et barn uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver efter bistandslovens § 35, stk. 1 nr. 2 (nu servicelovens § 42, stk. 1, nr. 2) om vold.
Ankestyrelsen ophævede samtidig Børn og unge-udvalgets endelige afgørelse om anbringelse af barnet uden for hjemmet som ugyldig.
Begrundelsen var, at der ikke forud for behandlingen af den endelige afgørelse var udarbejdet en egentlig handleplan, idet kommunalbestyrelsens indstilling til Børn og unge-udvalget fandtes mangelfuld i en sådan grad, at mindstekravet i bistandslovens § 123 (nu servicelovens § 59) ikke fandtes opfyldt.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at der havde været mulighed for at udarbejde handleplan i perioden mellem den foreløbige og den endelige afgørelse, og fandt det ikke tilstrækkeligt, at der efterfølgende, til brug for sagens behandling i Ankestyrelsen, blev udarbejdet en handleplan.