Kommunen havde tidligere givet pålæg om daginstitution efter bistandslovens § 33, stk. 1. , nr. 1 vedrørende 2 børn og havde ydet hjælp til betaling efter § 46 b.
Hjælpeforanstaltninger var begrundet i ansøgerens unge alder, fysiske og sociale forhold. Fra 1. januar 93 blev der truffet beslutning om dagtilbud efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 1. Der blev ydet hjælp efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 7, men pr. 1. april 1993 ophørte hjælpen, idet kommunen henviste til, at familien ikke opfyldte betingelserne for økonomisk friplads.
Ankenævnet pålagde kommunen at yde hjælp til daginstitutionsudgifter. Nævnet lagde vægt på, at de udgifter, der efter den tidligere bestemmelse i bistandslovens § 46 b, stk. 1, 1. pkt. kunne afholdes som følge af henstilling og pålæg også kan afholdes efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 7. Betingelsen er, at forældrene ikke selv har midler til at afholde udgiften.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af,om forældrebetaling skal fast-sættes efter reglerne i betalingsbe kendtgørelsen eller ifølge § 33, stk. 2, nr. 7, når der er truffet bestemmelse om at et barn skal søge et dagtilbud ifølge § 33, stk. 2, nr. 1.