Ankestyrelsens principafgørelse O-22-94

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 68, stk. 2

En mand med et vidtgående psykisk handicap fik - efter at være fyldt 18 år i maj 1990 - tilkendt højeste førtidspension og bistandstillæg fra den 1. juni 1990.

I foråret 1990 havde manden fået ophold hos sine forældre. Kommunen have samtidig etableret et dagophold på en institution, suppleret med psykologbehandlinger på et hospital. Endvidere var der blevet foranstaltet privat aflastningspleje hveranden weekend og i ferier.

Kommunen traf i april 1991 beslutning om delvis egenbetaling på 4.305 kr månedligt for de behandlingsydelser, som var givet siden 1. juni 1990. Beløbet skulle således betales med tilbagevirkende kraft fra 1. juni 1990.

Ankenævnet ophævede i maj 1992 kommunens afgørelse om egenbetaling for det bevilgede behandlingstilbud. Begrundelsen var, at ydelserne, der var fastsat egenbetaling for, og bestemmelserne som egenbetalingen blev opkrævet efter, ikke var konkretiseret. Nævnet fandt endvidere, at egenbetalingen ikke kunne fastsættes med tilbagevirkende kraft.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse.

I oktober 1992 meddelte kommunen Ankestyrelsen, at egenbetalingen vedrørte aflastningsophold ca. 2 weekends om måneden. Kommunen anførte endvidere, at egenbetalingen, der i august 1992 blev nedsat til 1.500 kr om måneden, var fastsat efter bistandslovens § 68.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hjemmelen til at fastsætte egenbetaling i forbindelse med aflastningsophold.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i bistandslovens § 68 eller i loven i øvrigt, var tilstrækkelig klar hjemmel til at kræve egenbetaling for kortvarige aflastningsophold i privat pleje for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Kommunen havde derfor allerede af den grund ikke været berettiget til at kræve betaling for mandens aflastningsophold fra den 1. juni 1990.

Spørgsmålet om fastsættelse af egenbetaling med tilbagevirkende kraft - som ankenævnet tog stilling til - var således bortfaldet.