Ankestyrelsens principafgørelse U-4-94

Der er kommet nye regler på området

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lov nr. 390 af 20. maj 1992 - § 6, stk. 2, § 6, stk. 3, § 11, stk. 2 og § 48

Skadelidte havde arbejdet som skibstømrer på et skibsværft fra 1942 til 1987, hvor han i perioden fra 1942 til 1975 bl.a. havde været udsat for støv og isoleringsmateriale i form af glasuld. I juli 1988 var han gået på efterløn på grund af lukning af værftet.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte skadelidtes lungelidelse i form afbronkitis som erhvervssygdom efter § 2, gruppe C, punkt 7, i er hvervssygdomsbekendtgørelsen. Skadedatoen blev fastsat til den 11. februar 1993.

Arbejdsskadestyrelsen henførte samtidig tilfældet under § 6, stk. 3, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Som begrundelse herfor anførte Arbejdsskadestyrelsen, at styrelsen ikke havde kunnet udpege en bestemt arbejdsgiver, hvor skadelidte havde pådraget sig lidelsen. I klagen bestred Erhvervssygdomspoolen bl.a., at Arbejdsskadestyrelsen retteligt havde kunnet henføre tilfældet til § 6, stk. 3, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, idet skadelidte alene havde arbejdet på skibsværftet fra 1942 til 1987. Skibsværftet var derfor rette arbejdsgiver, selvom værftet nu var lukket, og forsikringsselskab A var rette selskab.

Der blev alene klaget over, at tilfældet var henført under § 6, stk. 3, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte herefter, at det var korrekt, at skadelidtes sag ikke burde have været henført under lovens § 6, stk. 3. Skadelidte havde alene arbejdet på skibsværftet, som på anmeldelsestidspunktet var ophørt. Arbejdsskadestyrelsen henførte derfor i stedet skadelidtes sag under lovens § 48, jf. § 11, stk. 2.

Skibsværftet var forsikringspligtig arbejdsgiver efter § 6, stk. 2, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade med forsikringsselskab A som rette forsikringsselskab.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at skadelidte efter de fore liggende oplysninger havde arbejdet på skibsværftet fra 1942, til han i 1987 gik på efterløn. Skibsværftet var derfor den virksomhed, i hvilken skadelidte senest før lungelidelsens påvisning havde været udsat for de skadelige påvirkninger, der måtte antages at have medført den pågældende sygdom.

Det forhold, at skadedatoen efter lovens § 11, stk. 2, var fastsat til et tidspunkt, der lå efter, at skibsværftet var ophørt, var efter Ankestyrelsens opfattelse ikke til hinder for, at erstatningen til skadelidte skulle betales af det forsikringsselskab, der havde forsikret værftet, indtil det ophørte.

Der blev herved lagt vægt på, at skadedatoen efter bemærkningerne til lovens § 11, stk. 2, sammenholdt med bemærkningerne til § 10, stk. 4, i lov om arbejdsskadeforsikring regulerer retsvirkningerne i forhold til den skadelidte og ikke i forhold til de forsikringspligtige arbejdsgivere og forsikringsselskaberne.

Da den forsikringspligtige arbejdsgiver kunne udpeges, havde Arbejdsskadestyrelsen ikke haft grundlag for at henføre sagen under lovens § 6, stk. 3, om de tilfælde, hvor en forsikringspligtig ar bejdsgiver ikke med rimelig sikkerhed kan udpeges.

Da der endvidere forelå oplysninger om, at skibsværftet havde været forsikret, havde Arbejdsskadestyrelsen heller ikke haft grundlag forat henføre tilfældet under lovens § 48, om de tilfælde, hvor en ar bejdsgiver har undladt at opfylde sin forsikringspligt.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.