Ankestyrelsens principafgørelse U-6-94

1994

Resume:

Ankestyrelsen anerkendte et anmeldt rygtilfælde, der overgik en hjemmehjælper under løft af en klient som en arbejdsskade, der var omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. Tilfældet måtte sidestilles med et ulykkestilfælde, således som dette begreb efter praksis fortolkes.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at hjemmehjælperen under trange pladsforhold på grund af en klients pludselige smertereaktion måtte stoppe et løft fra seng til kørestol, og at hun derefter med patientens vægt i armene måtte foretage en drejning af kroppen for at løfte ham tilbage til sengen.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

01-06-2009

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lov nr. 390 af 20. maj 1992 - § 9, nr. 1

Sagen vedrørte anerkendelse af et anmeldt rygtilfælde, som var overgået en 44-årig hjemmehjælper.

Det fremgik af anmeldelsen af 1. juli 1992, at kvinden den 2. april 1992 sammen med en anden hjemmehjælper skulle løfte en klient fra seng til kørestol. Under løftet var klienten bange for at slå sit ben og sagde "av". Dette gjorde, at kvinden blev urolig, og hun tog klienten over mod sengen igen. Ved denne manøvre fik kvinden drejet sin ryg og fik smerter i ryggen.

Af lægeerklæring I, der var udfærdiget af kvindens læge den 14.juli 1992, fremgik det bl.a., at kvinden under arbejde med løft af klient pludselig fik stærke smerter i ryggen.

Kvinden oplyste den 7. september 1992 på et spørgeskema fra Arbejdsskadestyrelsen bl.a., at klienten under løftet sagde "av", da hans ben stødte mod kørestolen. Kvinden drejede derfor tilbage mod sengen, og da var det som en varm smerte i ryggen. Der var så lidt plads, at kvinden alene måtte løfte klienten, der vejede ca. 70-80 kg.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at tilfældet ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Afgørelsen begrundedes med, at skaden efter sagens oplysninger ikke opstod som følge af nogen særskilt hændelse, der afveg fra det normale forløb af kvindens arbejde.

Skaden var således efter Arbejdsskadestyrelsens skøn ikke opstået som følge af en arbejdsulykke eller skadelige påvirkninger af kortere varighed.

I brev af 5. januar 1993 uddybede kvindens faglige organisation kvindens oplysninger på spørgeskema den 7. september 1992. Det blev oplyst, at der var tale om en afkræftet og immobil klient, som netop var udskrevet fra hospital. Han skulle løftes fra hospitalsseng til kørestol. Hjemmeplejen havde sat 2 hjemmehjælpere til opgaven, men havde ikke kontrolleret eller instrueret i, hvordan personløftet skulle foregå. Pladsforholdene gjorde, at kvinden måtte være alene om personløftet på ca. 80 kg.

Kvinden havde 2 gange tidligere løftet klienten fra seng til kørestol med et hurtigt direkte løft og skub. På skadestidspunktet skete der imidlertid det, at klientens ben kom i karambolage med kørestolens hjul. Klienten råbte "av", og kvinden stoppede brat sit "skubbe-løft", og løftede klienten tilbage. Den drejning af kroppen med 70-80 kg i armene forårsagede den helbredsskadelige vridning af kvindens lænderyg.

Efter den faglige organisations opfattelse er et aleneløft af en klient på 70-80 kg i sig selv uforsvarligt og helbredsskadeligt. At løftets forløb tillige afveg fra tidligere løft, idet klientens ben blev "slynget" ind mod kørestolens hjul, beskrev efter forbundets opfattelse en ulykkeslignende situation.

Ankestyrelsen fandt, at det anmeldte rygtilfælde kunne anerkendes som en arbejdsskade, der var omfattet af arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1.

Der henvistes til beskrivelserne af hændelsesforløbet - herunder den uddybende beskrivelse i kvindens faglige organisations brev af 5. januar 1993 - hvorefter tilfældet måtte sidestilles med et ulykkestilfælde, således som dette begreb efter praksis fortolkes.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at kvinden på grund af klientens pludselige smertereaktion måtte stoppe løftet, der foregik under trange pladsforhold, og at hun derefter med patientens vægt i armene måtte foretage en drejning af kroppen for at løfte ham tilbage til sengen.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Dato for underskrift

15.10.1994

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 9

Journalnummer J.nr.: 10204-93