Ankestyrelsens principafgørelse O-92-94

1994

Resume:

Det kunne ikke udelukkes, at en kommune i forbindelse med iværksættelse af optræningsmæssige eller revalideringsmæssige foranstaltninger kunne stille krav om samtidig påbegyndelse af antabusbehandling. Før behandling påbegyndtes, måtte det dog sikres, at der ikke forelå forhold af psykisk eller fysisk art, der talte imod behandlingen. Der kunne dog ikke stilles krav om antabusbehandling med den virkning, at manglende påbegyndelse af behandling medførte bortfald af kontanthjælp.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

08-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 41, stk. 3

Ansøger havde været uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet gennem en årrække. Han havde haft et overforbrug af alkohol siden 1980.

Han fik i 1993 afslag på førtidspension med begrundelsen, at der fortsat var behandlingsmuligheder.

Kommunalbestyrelsen meddelte herefter, at ansøger kun var berettiget til kontanthjælp, hvis han samtidig var i antabusbehandling. Afgørelsen blev begrundet med, at socialforvaltningen måtte forlange en periode uden alkoholmisbrug for at have mulighed for at afklare, hvilke hjælpeforanstaltninger, der skulle iværksættes.

Ankenævnet fandt, at kommunalbestyrelsen ikke kunne give afslag på kontanthjælp alene med den begrundelse, at ansøgeren ikke gik i antabusbehandling, men at der måtte lægges en realistisk plan for ansøgerens tilbagevenden til arbejdsmarkedet, eventuelt i form af arbejdsprøvning. Hvis ansøger afviste at deltage eller mødte beruset, ville han ikke fortsat være berettiget til kontanthjælp.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om fortsat udbetaling af kontanthjælp kan gøres betinget af antabusbehandling.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det kunne udelukkes, at der i forbindelse med iværksættelsen af optræningsmæssige eller revalideringsmæssige foranstaltninger kunne stilles krav om, at kontanthjælpsmodtageren samtidig påbegyndte behandling med antabus.

Forinden behandlingen påbegyndtes, skulle det dog sikres, eventuelt ved henvendelse til kontanthjælpsmodtagerens læge, at der ikke forelå forhold af fysisk eller psykisk art, der talte imod behandlingen. Ankestyrelsen fandt derimod ikke, at der kunne stilles krav om antabusbehandling med den virkning, at manglende påbegyndelse heraf medførte bortfald af kontanthjælpen, uden at der samtidig blev til budt kontanthjælpsmodtageren foranstaltninger, der kunne forbedre dennes muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen var således enig med ankenævnet i, at der, efter afslaget på førtidspension til ansøger, af kommunen burde have været lagt en realistisk plan for hans tilbagevenden til arbejdsmarkedet, eventuelt i form af arbejdsprøvning.

På baggrund af oplysningerne om ansøgers personlige forhold fandt Ankestyrelsen, at der i forbindelse med iværksættelsen af en sådan plan kunne have været stillet krav om samtidig påbegyndelse af antabusbehandling eller anden tilsvarende behandling.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der havde været tale om et betydeligt alkoholforbrug gennem en længere periode, at revaliderings- og pensionsnævnet i forbindelse med afslaget på pension havde fundet, at der fortsat forelå behandlingsmuligheder, samt at der ikke forelå forhold af fysisk eller psykisk art, der talte imod behandlingen.

Dato for underskrift

15.09.1994

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 41

Journalnummer

21761-93