Et ægtepar var begge folkepensionister.
Hustruen blev i november 1991 indlagt på sygehus til behandling for en hjerneblødning. Ægtefællen blev efter et aflastningsophold på et plejehjem overført til samme sygehus.
På et møde i visitationsudvalget den 13. januar 1992 med deltagelse af repræsentanter fra sygehuset og kommunen blev ægtefællerne begge betegnet som berettiget til en plejehjemsplads.
Det blev på mødet besluttet at tilbyde hustruen ophold på plejehjem til videre genoptræning, mens manden ikke modtog et sådant tilbud. Det fremgik, at hans funktionsnivau var forringet betydeligt under sygehusopholdet, og han måtte have omfattende hjælp.
Hustruen havde lammelser i højre side og var afatisk, men havde ikke brug for hjælp i ganske samme omfang.
Under et møde på sygehuset udtrykte ægtefællernes børn ønske om, at deres forældre fik mulighed for at tilbringe de sidste år på samme plejehjem, men gav samtykke til at hustruen blev optaget på plejehjem først.
Hustruen flyttede derefter den 27. januar 1992 ind på det påtænkte plejehjem, hvor der efter § 85 a i bistandsloven blev udbetalt pension.
Den 25. februar 1992 døde manden, mens han stadig var indlagt på sygehus. Kommunen gav afslag på efterlevelsespension, idet ægtefællerne efter den enes optagelse på plejehjem ikke længere ansås for samlevende.
Ankenævnet tiltrådte kommunes afgørelse.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at samlivet mellem ægtefællerne faktisk var ophørt på tidspunktet for mandens dødsfald. Ankenævnet fandt derfor ikke, at det forhold, at begge ægtefællerne var betegnet som berettiget til en plejehjemsplads kunne tillægges afgørende betydning.
I klagen til Ankestyrelsen anførte ægtefællernes børn, at begge deres forældre på visitationsudvalgsmødet blev indstillet som berettiget til ophold på plejehjem, og at de derfor ikke ville være blevet adskilt, hvis ikke faderen var blevet dårligere og vanskeligt kunne flyttes fra sygehuset.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om samlivet måtte anses for ophævet, da den ene ægtefælle fik ophold på plejehjem, mens den anden stadig var indlagt på sygehus, uanset at begge var visiteret til plejehjem.