Ankestyrelsens principafgørelse O-63-95

1995

Resume:

Ankestyrelsen har i 4 sager, hvor computere var nødvendige for gennemførelse af bygningskonstruktør- og informatikassistent uddannelserne, vurderet, om behovet for computere til brug for hjemmearbejde var tilgodeset ved, at der på uddannelsesstedet blev stillet computere til rådighed.

Dette var som udgangspunkt tilfældet som i sag nr. 4. Konkrete sociale og/eller helbredsmæssige forhold kunne dog bevirke, at den enkelte revalidend ikke i tilstrækkeligt omfang havde mulighed for at benytte uddannelsesstedets computere, hvorfor der kunne ydes støtte til anskaffelse af computer som i sag nr. 1, 2 og 3.

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 43, stk. 2, § 43, stk. 6, § 43, stk. 7 og § 43, stk. 8

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 47 nr. 4

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 20230-94

En 40-årig mand havde på grund af en hofteskade fået bevilget hjælp efter bistandslovens § 43, stk. 2, til en uddannelse til informatik assistent. Det var nødvendigt at have computer til rådighed for at kunne lave hjemmearbejde. Skolen stillede computere til rådighed for skolens studerende uden for normal undervisningstid. Ansøgeren, der var alene med to børn, skulle hente disse i daginstitution, hvorfor han var nødsaget til at forlade skolen senest kl. 16. Ansøgeren havde ikke mulighed for at benytte skolens computere på grund af børnepasning, men havde mulighed for at lave lektier, efter at børnene var lagt i seng, såfremt han havde en computer til rådighed hjemme.

Kommunen og nævnet havde afslået at yde hjælp til leje af computer med den begrundelse, at ansøgeren, der havde svingende skema, havde mulighed for at benytte skolens computere inden for normal undervisningstid.

Ansøgeren havde hertil anført, at der var så mange lektier at lave, at der ikke var tid nok hertil på skolen, at skolen kunne lægge beslag på de studerendes tid fra kl. 8.30 til 16.00, at skemaet kunne lægges, som det bedst passede skolen, og at der p.t. var godt 5,5 timer pr. uge til rådighed i undervisningstiden, såfremt man ellers kunne få plads ved en af skolens computere. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udgiften til computer var en nødvendig og rimelig udgift ved informatikassistentuddannelsen, og om hjælp kunne afslås med henvisning til, at skolen stillede computere til rådighed.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få en computer stillet til rådighed til hjemmearbejde.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren som enlig forsørger over for 2 små børn, som skulle hentes fra daginstitutionen kl. 16.00, ikke havde pasningsmuligheder om aftenen og derfor ikke kunne benytte uddannelsesstedets computere i det nødvendige tidsrum for ansøgerens studier.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 21105-94

En 31-årig mand, der efter en arbejdsskade, hvor han havde pådraget sig dobbeltbrud på højre fodled samt højresidige brud i knæ, spoleben og hæl, havde fået bevilget hjælp efter bistandslovens § 43, stk. 2, til en uddannelse til byggetekniker og bygningskonstruktør. Det var nødvendigt at have en computer til rådighed for at kunne lave hjemmearbejde. Skolen stillede 16 computere til rådighed for 60 elever uden for normal undervisningstid og indtil kl. 22.00.

Ansøgeren var samboende og havde ikke hjemmeboende børn. Ansøgeren havde et vist skånebehov, men afstanden mellem skolen og bopælen på 50 km forhindrede ansøgeren i at tage hjem efter endt undervisning, ligesom han på grund af sit handicap havde behov for pauser, hvilket vanskeliggjorde benyttelse af skolens computere.

Hertil kom, at ansøgeren havde et særligt behov for programmer med tysk stavekontrol og ordbog, som ikke kunne indlægges på skolens computere og Auto-Cad til tegning, hvilket fandtes på en del af skolens computere.

Kommunen havde begrundet afslaget på hjælp til computer med, at ansøgeren kunne anvende de computere, der stod til rådighed på skolen, og at ansøgerens helbredsmæssige situation ikke nødvendig gjorde en computer hjemme. Endelig havde kommunen gjort gældende, at ansøgeren på grund af arbejdsskaden modtog en løbende erstatning, i hvilken der ikke blev modregnet, og at ansøgeren derfor kunne anvende erstatningen på en computer.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og begrundede sin afgørelse med, at ansøgeren kun i begrænset omfang kunne udføre hjemmearbejde på skolens computere, og at der ikke var mulighed for at indlægge specielle programmer på skolens computere. Nævnet lagde vægt på afstanden mellem bopælen og uddannelsesstedet og på, at ansøgerens lidelse var af en sådan karakter, at hjemmearbejdet måtte udføres med hyppige pauser.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af samme spørgsmål som sag nr. 1.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse og begrundelsen herfor, hvorefter ansøgeren opfyldte betingelserne for at få stillet en computer til rådighed under uddannelsen til byggetekniker og bygningskonstruktør.

Ankestyrelsen bemærkede i øvrigt til kommunens henvisning til løbende erhvervsevnetabserstatning, at denne ikke har nogen betydning for ydelsen, da den ydes uden økonomisk behovsvurdering, jf. SM O-27-91.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 21697-94

En 31-årig mand havde på grund af en ryglidelse fået bevilget hjælp efter bistandslovens § 43, stk. 2, til en uddannelse til informatik assistent. Det var nødvendigt at have en computer til rådighed for at kunne lave hjemmearbejde. Skolen stillede 120 computere til rådighed for skolens studerende uden for normal undervisningstid, også i weekends.

Ansøgeren havde en daglig transporttid på 1 1/2 time til og frauddannelsesstedet. Han havde 2 små børn, som han på grund af ægte fællens arbejdstid var nødt til at hente i daginstitution hver dag. Han søgte derfor kommunen om hjælp til en computer.

Kommunen meddelte afslag på hjælp til anskaffelse af computer, da det ikke skønnedes at være en nødvendig udgift i forbindelse med ansøgerens uddannelse.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse, da det ansøgte ikke kunne anses for at være en nødvendig udgift i forbindelse med gennem førelsen af uddannelsen. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren i et rimeligt omfang havde mulighed for at anvende skolens computere i forbindelse med lektielæsning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af samme spørgsmål som sag nr. 1.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få en computer stillet til rådighed til hjemmearbejde.

Begrundelsen for afgørelsen var, at en computer måtte anses for et nødvendigt redskab til at kunne gennemføre uddannelsen til informatikassistent, og at han ikke i tilstrækkeligt omfang kunne benytte sig af de computere, som var til rådighed på skolen.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at han havde en forholdsvis lang transporttid til og fra uddannelsesstedet samt på, at han havde børn, som han på grund af ægtefællens arbejdstid var nødt til at hente i institution.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 20044-95

En 29-årig enlig mand havde på grund af følger efter en trafikulykke fået bevilget hjælp efter bistandslovens § 43 til en uddannelse til informatikassistent. Det var nødvendigt at have en computer til rådighed for at kunne lave hjemmearbejde. Skolen stillede 120 computere til rådighed for skolens studerende uden for normal undervisningstid, også i weekends.

Ansøgeren havde 1 1/2 times transporttid til og fra uddannelses stedet. Med henvisning hertil samt til, at han så ikke behøvede at møde på skolen, når han skulle lave projekt, ansøgte han kommunen om hjælp til anskaffelse af computer.

Kommunen meddelte afslag på det ansøgte, da der ikke var tale om et nødvendigt undervisningsmateriale/redskab, idet der var computere til rådighed på studiestedet efter normal undervisningstid, og der sås ikke at være fysiske, psykiske eller sociale forhold, som forhindrede ansøgeren i at anvende computerne på studiestedet.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, idet det ansøgte ikke kunne anses for at være en nødvendig udgift i forbindelse med gennem førelsen af uddannelsen. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren i et rimeligt omfang havde mulighed for at anvende skolens computere i forbindelse med opgaveløsning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af samme spørgsmål som sag nr. 1.

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgeren var berettiget til hjælp til computer hjemme under informatikassistentuddannelsen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at behovet måtte anses for tilgodeset med de computere, som skolen gav adgang til på hverdage til kl. 23.30 og i weekends, og at der ikke sås at foreligge særlige sociale og fysiske forhold, der medførte, at ansøgeren ikke kunne benytte skolens tilbud.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.05.1995

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 45 § 43 § 44

Journalnummer

21697-94