Ankestyrelsens principafgørelse K-1-95

Der er kommet nye regler på området

Lov om kommunal aktivering - lovbekendtgørelse nr. 8 af 5. januar 1994 - § 21, stk. 1

En kommune fandt, at en ansøger var berettiget til igangsætningsydelse efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 42 a i tiden fra den l. maj 1991 til den 30. april 1992. Betingelsen for bevillingen var, at firmaet blev momsregistreret, at det blev drevet som enkeltmandsfirma, og at ansøger var bosiddende i kommunen.

Den 7. januar 1992 oplyste Kriminalforsorgen til kommunen, at ansøger fra den 1. januar til den 30. april 1992 skulle afsone en fængselsdom. Fra den 17. februar 1992 skulle han dog alene overnatte i fængslet, således at han kunne passe sin virksomhed om dagen.

På denne baggrund besluttede kommunen at standse udbetalingen af igangsætningsydelsen fra den 1. februar 1992 og resten af perioden. Kommunen begrundede afgørelsen med, at ifølge oplysning fra Socialministeriet skulle igangsætningsydelse standses, når ansøgeren var forhindret i at fortsætte sit arbejde i virksomheden, således som ansøger havde været i perioden 1. januar til 17. februar 1992. Skulle ydelsen genoptages, ville det være til en ny periode, nyt firma osv.

Ankenævnet tilrådte kommunens afgørelse om standsning af igangsætningsydelsen pr. 31. januar 1992.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger uafbrudt i bevillingsperioden skulle "drive" virksomheden for fortsat at være berettiget til igangsætningsydelsen.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at det var urimeligt og forkert, at kommunen standsede udbetalingen af igangsætningsydelsen, når ydelsen netop var tænkt som en hjælp til igangsætteren, for at vedkommende økonomisk kunne klare den første vanskelige tid som selvstændig.

Det blev endvidere anført, at ansøger havde haft en langtidsledig ansat, og vedkommende havde passet virksomheden i den tid, ansøger havde været forhindret på grund af afsoningen.

Ansøger oplyste efter klagen til Ankestyrelsen, at han ikke havde haft udgifter til bolig, mens han havde afsonet.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om igangsætningsydelse kan bevares under afsoning, herunder om det er en forudsætning for bevarelse af ydelsen, at ansøger selv driver virksomheden i den periode, hvor ydelsen modtages.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke havde været berettiget til igangsætningsydelse under hans afsoning i perioden 1. januar til 30. april 1992.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på bestemmelsen i § 5 i Socialministeriets (nu ophævede) bekendtgørelse nr. 448 af 24. juni 1987 om kontanthjælp til særlige persongrupper. Efter bestemmelsen kan personer, der er indsat i institutioner under Kriminalforsorgen, ikke få hjælp til underholdsudgifter efter bistandsloven.

Da igangsætningsydelse må betragtes som halv hjælp til underholdsudgifter, fandt Ankestyrelsen ud fra en analogi fra bestemmelsen i ovennævnte bekendtgørelses § 5, at der ikke kan udbetales igangsætningsydelse til personer, der er indsat til afsoning.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen i øvrigt vægt på, at der heller ikke efter reglerne om iværksætter-ydelse efter lov om arbejdstilbud til ledige kan udbetales iværksætterydelse til personer, der er indsat til afsoning.

Da den periode, hvor ansøger uberettiget havde fået bevilget igangsætningsydelse, udløb samtidig med, at han blev løsladt, var der ikke mulighed for at genoptage udbetalingen af ydelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte med denne begrundelse ankenævnets afgørelse.