Ankestyrelsens principafgørelse O-95-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 27, stk. 1

Note:

*) Der henvises tillige til SM O- 94-95.

Ansøger, der var gift, modtog kontanthjælp i henhold til bistandsloven, herunder til terminsudgifter, i perioden fra 1. januar 1991 til 28. februar 1993 på grund af sygdom. Hjælpen blev ydet som supplement til hustruens arbejdsindtægt. Han modtog fra 1. marts 1993 forhøjet almindelig førtidspension.

Det samlede tilbagebetalingskrav var opgjort til ca. 47.000 kr.

Den 22. februar 1993 traf kommunen afgørelse om tilbagebetaling af terminshjælpen med 300 kr. pr. måned. Af pensionsmeddelelse for juni 1993 fremgik, at pågældende fik udbetalt ca. 8.000 kr. efter fradraget på 300 kr. I beløbet indgik boligydelse samt varmehjælp. Hustruens nettoløn udgjorde ca. 3.400 kr.

Kommunen udarbejdede et budgetskema, hvori medtoges ægtefællernes nettoindtægter inkl. den samlede boligydelse og med tillæg af tilbagebetalingsbeløbet på 300 kr. samt børnefamilieydelsen på 500 kr. Ialt 12.155 kr. Familien fik herudover udbetalt 2.085 kr. pr. kvartal i særligt børnetilskud.

Familiens samlede faste godkendte udgifter blev samtidig opgjort til 5.059 kr. (boligudgifter, telefonabonnement, licens og forsikring).

I forbindelse med klagen til ankenævnet anførtes, at af den samlede boligydelse på 2.129 kr. blev de 1.703 kr. ydet som tilbagebetalingspligtigt lån mod sikkerhed i ejendommen.

Kommunen anførte overfor ankenævnet, at hele boligydelsen blev medtaget som indtægt, da der ikke forelå nogen tilbagebetalingsordning vedrørende denne ydelse.

Ankenævnet fandt, at der ikke for tiden var grundlag for at iværksætte tilbagebetaling af den hjælp, der efter bistandsloven var ydet pågældende til dækning af terminsudgifter.

Afgørelsen var begrundet med henvisning til det oplyste om familiens økonomiske forhold, hvorefter familien kun havde rådighed over, hvad der måtte anses for at være nødvendigt til dens underhold.

I klagen til Ankestyrelsen gjorde kommunen bl.a. gældende, at det var af principiel betydning for kommunen at vide, hvorvidt de rådighedsbeløb, som landets skifteretter lægger til grund ved afgørelser om gældssanering, kan danne grundlag for afgørelser om tilbagebetaling af tilbagebetalingspligtig kontanthjælp eller andre sociale krav.

Kommunen henviste endvidere til de grundydelser, der var nævnt i den tidligere gældende bestemmelse i bistandslovens § 37, stk. 2, jf. § 37, stk. 7.

Kommunen anførte herudover, at der på grund af friværdi i ejendommen skulle være mulighed for optagelse af yderligere realkreditlån, således at restancen til kommunen kunne blive indfriet.

Kommunen anførte endelig, at aftalen om tilbagebetaling frivilligt blev indgået på betalingskontoret og underskrevet af ansøger, hvorfor aftalen måtte være bindende.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på fastsættelse af nærmere retningslinier i forbindelse med gennemførelse af tilbagebetalingskrav, herunder om låneandelen af boligydelsen skulle medregnes ved vurderingen af tilbagebetalingsevnen.

Ankestyrelsen bemærkede, at bistandslovens almindelige klageregler gælder vedrørende tilbagebetalingsordninger fastsat i henhold til bistandslovens § 27, stk. 1, uanset om modtageren af hjælpen måtte have underskrevet ordningen eller i første omgang måtte have erklæret sig enig deri.

Ved opgørelsen af en families tilbagebetalingsevne i henhold til bistandslovens § 27, stk. 1, kunne børnetilskud, børnebidrag og børnefamilieydelse ikke indgå i indtægten, jf. det anførte i SM O-34 88. Derimod kunne der ved skønnet over betalingsevnen tages hensyn til, at udgifter, der vedrørte børnenes behov, i et vist omfang var dækket af de omhandlede sociale ydelser.

Der kunne ikke med hjemmel i bistandslovens § 27 fastsættes en tilbagebetalingsordning med henvisning til eventuelle muligheder for låneomlægning.

Ved opgørelsen af familiens boligudgifter skulle der tages hensyn til de faktiske udgifter med fradrag af tilskud efter boliglovgivningen.

Ankestyrelsen fandt, at den tilbagebetalingspligtige del af bolig ydelsen skulle medregnes som en indtægt ved vurderingen af familiens tilbagebetalingsevne. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at beløbet løbende havde været til familiens disposition, uanset at lånet forfaldt til indfrielse ved ejerskifte.

Der kunne ikke i forbindelse med beregningen af en families rådighedsbeløb i henhold til bistandslovens bestemmelser direkte henvises til praksis fastsat af myndigheder udenfor det sociale system.

Ved vurderingen af tilbagebetalingsevnen kunne der heller ikke tages udgangspunkt i de satser, der tidligere var anført i bistandslovens dagældende § 37, stk. 2, jf. stk. 7, da disse bestemmelser var ophævede pr. 1. januar 1994.

Ankestyrelsen fandt således, at der ved fastsættelsen af en tilbagebetalingsordning i henhold til bistandslovens § 27, stk. 1, i hvert enkelt tilfælde burde foretages en individuel vurdering af, hvilket beløb der måtte anses for nødvendigt til eget eller familiens underhold.

På baggrund af det ovenfor anførte samt det oplyste om familiens indtægts- og udgiftsforhold, efter at ansøger pr. 1. marts 1993 fik tilkendt førtidspension, fandt Ankestyrelsen ikke, at kommunens skøn over familiens tilbagebetalingsevne kunne anses for at have været åbenbart urimeligt.

Ankenævnet havde derfor ikke været berettiget til at ændre kommunens afgørelse herom.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Den ændrede afgørelse medførte ikke, at kommunen kunne fastsætte en fornyet tilbagebetalingsordning med tilbagevirkende kraft.