En kommune havde ved beregningen af boligtillæg afslået at medtage en månedlig udgift på 2.000 kr. svarende til den månedlige ydelse på et banklån, sikret ved ejerpant i ansøgers bolig.
Ankenævnet fandt, at ansøgers banklån, sikret ved pant i hans nuværende bolig, måtte anses for en faktisk boligudgift for ham, for så vidt angik den del af lånet, der var anvendt til boligudgifter.
Kommunen anførte i forbindelse med klagen til Ankestyrelsen, at der ved beregningen af boligtillæg efter den tidligere gældende § 37, stk. 3, nu § 37 a i bistandsloven kun kunne medtages udgifter til den bolig, som man bebor.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om lån optaget til indfrielse af lån i tidligere bolig, men sikret ved pant i nuværende bolig og efterfølgende forhøjet, skal medtages ved vurderingen af boligtillæggets størrelse.