Ankestyrelsens principafgørelse O-94-95

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 27

Note:

*) Der henvises tillige til SM O- 95-95.

Ansøger, der var fraskilt og havde 2 hjemmeboende børn på 19 og 20år, klagede over, at hun var blevet pålagt at afdrage tilbagebetalingspligtig hjælp med 1.000 kr. om måneden.

Børnene var begge i lære og tjente hver ca. 4.000 kr. om måneden før skat. De betalte for kost, men ikke husleje.

Ansøger havde i perioden fra 1985 til 1988 gennemført uddannelse med støtte i henhold til bistandslovens dagældende § 42. Efter de dengang gældende regler blev terminsydelserne til hendes ejerbolig ydet mod tilbagebetalingspligt.

Det tilbagebetalingspligtige beløb var i maj 1994 nedbragt til 75.755 kr.

Ansøger indsendte i marts 1994 efter anmodning sit budget. Ifølge dette havde hun udgifter vedrørende boligen på ca. 6.500 kr. pr. måned samt udgifter vedrørende bil på ca. 2.000 kr. pr. måned, hvortil kom udgifter til benzin og reparation. Herudover havde ansøger øvrige faste udgifter på ca. 1.400 kr. pr. måned. Ifølge lønseddel for marts 1994 fik hun udbetalt 11.440 kr. netto. Kommunen fastsatte herefter en afdragsordning på 1.000 kr. pr. måned.

Kommunen henviste til, at beløbet var fastsat med udgangspunkt i en "normal" huslejeudgift på 3.300 kr. inkl. varme. Hendes øvrige faste udgifter blev beregnet til 3.650 kr. inkl. biludgifter, men ekskl. benzin og reparation af bil.

Kommunen henviste endvidere til, at ansøger havde oplyst, at hun ikke for tiden havde til hensigt at forbedre sin økonomi, f.eks. ved låneomlægning.

Kommunen oplyste overfor ankenævnet, at den skønnede boligudgift på 3.300 kr. inkl. varme var fremkommet dels ved at undersøge huslejen i boligselskaberne for en 2 1/2 værelses bolig, dels ved at fordele boligudgiften forholdsmæssigt på den samlede husstand.

Ankenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn og henviste til, at ansøgers bolig- og biludgifter var uforholdsmæssigt store i forhold til hendes nettoløn.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgers børn stadig boede hjemme og betalte for kost, hvorved hun opnåede en besparelse i husholdningen, ligesom det ikke skønnedes urimeligt at forvente, at børnene bidrog til betaling af huslejen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på fastsættelse af nærmere retningslinier i forbindelse med gennemførelse af tilbage betalingskrav, herunder om der kan lægges en fiktiv huslejeudgift til grund ved beregningen, og om der kan fastsættes en fiktiv lejeindtægt fra voksne hjemmeboende børn med lærlingeindtægt.

Ankestyrelsen bemærkede, at der ikke med hjemmel i bistandslovens § 27 kan fastsættes en tilbagebetalingsordning med henvisning til eventuelle muligheder for låneomlægning.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ved opgørelsen af familiens boligudgifter skulle tages hensyn til de faktiske udgifter med fradrag af eventuelt tilskud efter boliglovgivningen.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at der ved en vurdering i henhold til bistandslovens § 27 var mulighed for at lægge en fiktiv husleje til grund.

Ankestyrelsen fandt det derimod rimeligt at forvente, at voksne hjemmeboende børn med egen indtægt af en vis størrelse betalte husleje for at bo hjemme.

På baggrund af det oplyste om, at ansøgers børn hver havde en indtægt på ca. 4.000 kr. om måneden (det vil sige en indtægt, der næsten svarede til niveauet for ydelser efter Statens Uddannelsesstøtte til unge udeboende), skønnedes det ikke urimeligt at forudsætte, at de hver bidrog med 500 kr. pr. måned til betaling af huslejen, således at deres bidrag på tilsammen 1.000 kr. kunne medtages ved vurderingen af ansøgers tilbagebetalingsevne.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke grundlag for nærmere at tage stilling til, i hvilket omfang hendes faste udgifter ville kunne anses for rimelige i bistandslovens forstand.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.