Ankestyrelsens principafgørelse O-16-95

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 47, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 85, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j. nr. 21603-93

Ansøger, der var iransk flygtning, havde i et par år været tilknyttet Rigshospitalets Torturcenter. Han var enlig og uden forsørgerpligter og var på ansøgningstidspunktet 33 år. Han havde modtaget kontanthjælp siden 1986.

Om ansøgers boligforhold var det oplyst, at han på ansøgningstidspunktet boede på et lejet værelse på 10 kvadratmeter med adgang til bad og køkken, som han delte med 4 andre. Huslejen udgjorde ca. 1.500 kr. pr. måned.

I april 1993 søgte han A kommune om flyttehjælp, idet han var blevet tilbudt en 1-værelses lejlighed i B kommune. Det var oplyst, at lejligheden var på 21 kvadratmeter med eget køkken og bad. Huslejen udgjorde ca. 2.000 kr. månedlig. Lejemålet var tidsbegrænset til 1 år.

B kommune gav afslag på samtykke til flytningen. Kommunen henviste til, at betingelserne i § 47, stk. 1, ikke var opfyldte, da ansøger ikke var boligløs. Der henvistes desuden til, at han var enlig og uden børn, ligesom det fandtes acceptabelt for en enlig mand at bo på værelse.

A kommune ydede til trods for det manglende samtykke hjælp til flytningen. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte B kommunes afgørelse, hvorefter kommunen havde givet afslag på A kommunes anmodning omflyttetilsagn efter bistandslovens § 47, stk. 2, i anledning af an søgers flytning fra A kommune til B kommune.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger ikke var boligløs på tidspunktet for flytningen. Nævnet fandt endvidere, at der ikke var tale om en boligmæssig forbedring i bistandslovens forstand.

I klagen til Ankestyrelsen anførte A kommune bl.a., at der i forbindelse med ansøgers flytning blev lagt vægt på hans psykiske tilstand, hvor opnåelse af selvstændig bolig ville have afgørende betydning for hans mulighed for at fungere fremover.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en flytning fra et værelse til en selvstændig 1-værelses lejlighed kunne betragtes som en boligmæssig forbedring, også når huslejestigningen blev taget i betragtning.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgers flytning til lejligheden i B kommune havde medført en forbedring af hans boligmæssige forhold.

B kommune havde derfor været forpligtet til at meddele samtykke til flytningen.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger ved flytningen havde opnået selvstændig bolig med køkken og bad.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at flytningen indebar en forhøjelse af boligudgiften, men fandt, at en månedlig boligudgift på ca. 2.000kr. før fradrag af boligsikring måtte anses for rimelig, når lejlighedens størrelse blev taget i betragtning, og når der samtidig blev henset til, at det værelse, som ansøger flyttede fra, var 10 kvadratmeter til en månedlig leje på ca. 1.500 kr. uden mulighed for boligsikring.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på ansøgers alder, sammenholdt med at han efter det oplyste havde psykiske problemer ved at være sammen med andre.

Ankestyrelsen fandt således, at B kommune ikke havde været berettiget til at meddele afslag på anmodningen fra A kommune om samtykke til ansøgers flytning til B kommune. Kommunen havde som følge heraf ikke ret til refusion af sociale ydelser, der udbetaltes ham.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j. nr. 21753-93

Ansøger var 36 år og skilt. Han havde samværsret med sine to børn. Han kom til Danmark som flygtning i 1986 og havde fortsat psykiske problemer som følge af krigsdeltagelse i sit hjemland. Om ansøgers økonomiske forhold var det oplyst, at han modtog kontanthjælp.

Ansøger havde siden december måned 1989 boet på et værelse til en månedlig leje på 1.750 kr. Værelset lå i umiddelbar forlængelse af et kontor, og ansøger havde kun i begrænset omfang mulighed for at lave mad. Han havde ikke adgang til bad. Ansøger henvendte sig i april 1993 til B kommune for at få hjælp til indskud og flytning, idet han sammen med sin broder kunne leje en 2 værelses lejlighed beliggende i C kommune.

Om lejligheden var det oplyst, at den var på 52 kvadratmeter med køkken og bad. Huslejen udgjorde 3.850 kr. pr. måned inkl. varme. Der var tale om fremleje for 2 år.

Det var oplyst, at broderen gennem Dansk Flygtningehjælp var bevilget hjælp til huslejen.

Nævnet tiltrådte C kommunes beslutning om at give afslag på B kommunes anmodning om samtykke i anledning af ansøgers flytning til C kommune.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger ikke var boligløs, og at der var tale om fremlejemål.

B kommune ønskede ifølge klagen til Ankestyrelsen styrelsens stillingtagen til, om der kunne gives afslag på flyttetilsagn alene med henvisning til, at en person ikke var boligløs, og således undlade at forholde sig til, om der reelt var tale om en boligmæssig forbedring. Det ønskedes desuden vurderet, om et 2-årigt fremlejemål var at betragte som en bolig af så midlertidig karakter, at dette kunne ligge til grund for et afslag på flyttehjælp.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der forelå en boligmæssig forbedring ved flytning fra et værelse uden adgang til køkken og bad til en 2-værelses lejlighed, der deltes med en broder.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgers flytning til C kommune indebar en forbedring af hans boligmæssige forhold.

C kommune havde derfor ikke været berettiget til at afslå at give samtykke til flytningen til kommunen og var derfor ikke berettiget til at modtage refusion.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på ansøgers alder, sammenholdt med at han ved flytningen fik adgang til køkken og bad, som han delte med sin broder.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at hans andel af boligudgiften efter flytningen svarende til ca. 1.900 kr. månedlig måtte anses som rimelig, sammenholdt med at udgiften ikke i væsentlig grad oversteg den leje, som han måtte betale for værelset i B kommune.

Ankestyrelsen tillagde det desuden nogen betydning, at ansøgers mulighed for samvær med sine 2 børn ville bedres ved flytningen.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.