Ankestyrelsens principafgørelse O-84-95

1995

Resume:

Ved vurdering af tilbagebetalingsevnen kunne en ménerstatning fra en privat ulykkesforsikring og renteindtægten heraf ikke inddrages.

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 38, stk. 2, nr. 2 og § 39, stk. 2

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 42, stk. 5

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 89

Sagen drejede sig om en 40-årig mand, som fra september 1980 til september 1990 havde modtaget hjælp efter den dagældende § 42 i bistandsloven til en uddannelse til cand.scient. Det samlede lån var på 209.152,60 kr. Uddannelsen blev afsluttet i august 1993. På grund af en trafikulykke i 1991 modtog han en ménerstatning fra en privat ulykkesforsikring på 648.000 kr. Renteindtægten herfra var i 1993 på 69.248 kr.

På baggrund af renteindtægten meddelte kommunen afslag på at yde henstand med tilbagebetalingen af uddannelseslånet og fastsatte en afdragsordning på 2.000 kr. om måneden.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse, idet renteindtægten fra ménerstatningen kunne betragtes som almindelig renteindtægt, mensselve ménerstatningen ikke kunne indgå i beregningen af tilbagebe talingsevnen, jf. bistandslovens § 39, stk. 2. Nævnet fandt således på baggrund af renteindtægten sammenholdt med oplysningerne om hans øvrige økonomiske forhold, at han ville være i stand til at tilbagebetale uddannelseslånet med et afdrag på 2.000 kr. pr. måned.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der ved fastsættelsen af en afdragsordning efter den tidligere § 42, stk. 5, kan ses bort fra indtægten fra en formue bestående af erstatning for ikke økonomisk skade.

Ankestyrelsen ophævede ankenævnets afgørelse og hjemviste sagen til kommunen med anmodning om påny at vurdere betalingsevnen, idet den modtagne ménerstatning, jf. § 39, stk. 2, og renterne, jf. § 38, stk. 2, nr. 2, heraf ikke skulle indgå i vurderingen af betalingsevnen.

Dato for underskrift

15.07.1995

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 45 § 38 § 43 § 39 § 44 § 42

Journalnummer 

21145-94