Ankestyrelsens principafgørelse O-11-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 25, nr. 2

Ansøger anmodede den 2. september 1993 en kommune om hjælp til betaling af juni termin med ialt 11.357 kr.

Det var oplyst, at 10.000 kr. udgjorde terminsydelse og resten morarenter, misligholdelsesgebyr og inkassoomkostninger. Såfremt beløbet ikke blev indbetalt inden 6. september 1993, ville der påløbe yderligere omkostninger.

Kommunen gav den 3. september afslag på ansøgningen.

Ved afgørelse af 28. september 1993 pålagde ankenævnet kommunen at yde ansøger hjælp til terminsrestancen.

På dette tidspunkt udgjorde den samlede restance 13.519 kr., hvorfor ansøger mente, at de yderligere omkostninger måtte bæres af kommunen.

Kommunen fandt, at omkostningsbeløbet måtte anses for en del af terminsrestancen. Beløbet var derfor tilbagebetalingspligtigt i henhold til bistandslovens § 25, nr. 2 (ophævet pr. 1. januar 1994).

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, idet omkostningerne i forbindelse med den opståede terminsrestance ikke skyldtes en sagsbehandlingsfejl i kommunen.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvorvidt hjælp til betaling af omkostninger i forbindelse med terminsrestance var omfattet af bistandslovens § 25, nr. 2.

Ifølge bistandslovens § 25, nr. 2, som den var gældende på ansøgningstidspunktet, træffer kommunalbestyrelsen beslutning om tilbagebetaling i det omfang, der ydes kontanthjælp til dækning af terminsudgifterne vedrørende fast ejendom.

Af bemærkningerne til lovbestemmelsen fremgår, at der ved udtrykket terminsudgifter alene har været tænkt på afdrag og renteudgifter.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at der med hjemmel i den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 25, nr. 2, kunne kræves tilbagebetaling af hjælp, der blev ydet i henhold til bistandslovens § 46 til dækning af omkostninger (inkassoomkostninger og advokatsalær) i forbindelse med en opstået terminsrestance.

Ankestyrelsen fandt det i denne forbindelse uden betydning, om omkostningerne var opstået før eller efter ansøgningstidspunktet.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.