Ankestyrelsens principafgørelse O-91-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 48

Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 30a

En kvinde modtog fra 1. september 1990 fuld kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Fra 1. september 1991 modtog hun kompensation for 14 timer ugentlig, idet hun påbegyndte et job med en ugentlig arbejdstid på 23 timer. Fra 1. september 1992 overgik hun på ny til kompensation på fuld tid.

Den 23. august 1992 søgte hun om udbetaling af et tillæg på 12,5% af kompensationen for de foregående 12 måneder. Kommunen afviste kravet, idet man udtalte, at tillægget kun skulle udbetales ved ophør af udbetaling af kompensation med henvisning til, at hun i de 12 måneder havde modtaget kompensation svarende til 14 timer om ugen.

Ankenævnet pålagde kommunen at udbetale et tillæg på 12,5% i forbindelse med overgang fra fuld kompensation til nedsat kompensation med 14 timer ugentlig.

Tillægget skulle beregnes i henhold til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 239 af 10. april 1990 § 2 og på grundlag af ophør svarende til 23 timer ugentlig.

I klagen anførte kommunen bl.a., at man hverken i bistandsloven, i bekendtgørelse nr. 239 af 10. april 1990 eller i § 48-vejledningen fandt hjemmel til at betragte nedgang i timer som lig med ophør i forbindelse med udbetaling af kompensation af tabt arbejdsfortjeneste. I en vejledende udtalelse af 10. april 1995 fra Socialministeriet er bl.a. anført, at formålet med bestemmelsen om udbetaling af en feriepengelignende ydelse er at give personer, der modtager tabt arbejdsfortjeneste efter § 48, midler til at holde ferie for på samme måde som personer, der har en lønindtægt.

Hovedreglen er således, at der skal udbetales en feriepengelignende ydelse på 12,5% af det i de foregående 12 måneder udbetalte beløb for tabt arbejdsfortjeneste, når man ophører med at modtage tilskud. Der er både tale om fuldstændigt ophør samt delvist ophør af at modtage tilskud.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om ordet "ophører" i § 2 i bekendtgørelse nr. 239 af 10. april 1990alene omfattede fuldstændigt ophør med at modtage tabt arbejdsfortjeneste, eller om delvist ophør, det vil sige nedsættelse af det ugentlige timeantal, også kunne begrunde udbetaling af 12,5%-tillægget.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden i forbindelse med den delvise genoptagelse af arbejdet den 1. september 1991 måtte anses for ophørt med at modtage kompensation for tabt arbejdsfortjeneste svarende til 23 timer pr. uge.

Hun var herefter berettiget til tillægget på 12,5% i overensstemmelse med § 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 239 af 10. april 1990, beregnet på grundlag af 23 timer.

Ankestyrelsen fandt således, at bekendtgørelsens § 2 omfattede såvel delvist som fuldstændigt ophør med at modtage tabt arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at udbetalingen af den ferie pengelignende ydelse efter bekendtgørelsen havde baggrund i de almindelige regler om feriepenge, og at hensigten var at give personer, som modtog tabt arbejdsfortjeneste efter § 48, ydelser til at holde ferie for på samme måde som personer, som havde en lønindtægt.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale ankenævns afgørelse.