Resume:
Der kunne ikke gives afslag på en revalidends uddannelsesønske alene med henvisning til, at der inden for det pågældende fagområde er en (forventet) stor arbejdsløshed.
Resume:
Der kunne ikke gives afslag på en revalidends uddannelsesønske alene med henvisning til, at der inden for det pågældende fagområde er en (forventet) stor arbejdsløshed.
Der er kommet nye regler på området
Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 43, stk. 2
Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 26, pkt. 30
En 21-årig tidligere mekanikerlærling, der havde været ude for et trafikuheld i 1989, måtte opgive sin uddannelse og var fundet revalideringsberettiget.
Ansøgeren ønskede en 3-årig uddannelse til teknisk assistent, men kommunen kunne ikke godkende erhvervsplanen i overensstemmelse med ansøgerens ønske. Kommunen begrundede afslaget med, at der ikke var tilstrækkeligt sikre beskæftigelsesmuligheder efter endt uddannelse.
Ankenævnet indhentede yderligere oplysninger om ledigheden blandt tekniske assistenter. Det blev oplyst, at ledigheden i det pågældende amt var 30% og på landsplan 18%.
Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn over ansøgerens muligheder for med den nævnte uddannelse fremtidigt at kunne klare sig selv.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kan gives afslag på hjælp til en bestemt uddannelse alene med den begrundelse, at der ikke er tilstrækkeligt sikre beskæftigelses muligheder efter endt uddannelse.
Ankestyrelsen fandt, at en (forventet) stor arbejdsløshed inden for det nævnte fagområde ikke i sig selv kan begrunde afslag på den ønskede uddannelse. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at uddannelsen i sig selv er kompetencegivende, og at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan antages, at arbejdsløsheden inden for fagområdet er af samme størrelsesorden efter 3 år.
Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at der som udgangspunkt skal tages hensyn til ansøgerens ønske om uddannelsesretning.
Spørgsmålet om udsigten til arbejdsløshed kan indgå som et moment ved tilrettelæggelsen af erhvervsplanen, hvor der i øvrigt indgår en samlet vurdering af ansøgerens forhold.
Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.
Der blev ikke taget konkret stilling til, hvorvidt den påtænkte uddannelse for ansøgeren ville være den mest hensigtsmæssige.
Dato for underskrift
15.04.1995
Offentliggørelsesdato
12.07.2013
Paragraf
§ 45 § 43 § 44
Journalnummer
21768-93