Ankestyrelsens principafgørelse O-130-95

1995

Resume:

Hjælp til betaling af tolkebistand til en døv ung kvinde i forbindelse med undersøgelser og behandling for barnløshed på privathospital kunne ikke anses for en nødvendig merudgift ved forsørgelsen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at behandling for barnløshed inkl. tolkebistand kunne tilbydes på offentligt sygehus uden udgift for ansøgeren.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

02-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 48, stk. 4

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - kapitel 3

En ung døv kvinde havde valgt at søge behandling for barnløshed på privathospital, da der var meget lang ventetid på behandling i offentligt regi.

Kommunen gav afslag med den begrundelse, at behandlingen inkl. tolkeudgiften kunne tilbydes på offentligt sygehus uden udgift for den pågældende. Tolkeudgiften var opstået som en følge af, at hun havde ønsket en kunstig befrugtning hurtigere end det offentlige havde valgt at tilbyde hende, hvorfor kommunen ikke mente, at den var forpligtet til at dække tolkebistanden, jf. bistandslovens § 48, stk. 4.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse med kommunens begrundelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne ydes hjælp til tolkebistand efter bistandslovens § 48, stk. 4, i den pågældende situation.

Der kunne ikke ydes hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4, til dækning af udgiften til betaling af tolkebistand i forbindelse med undersøgelser og behandling for barnløshed på privathospital, selvom ansøgeren, der var døv, var omfattet af personkredsen, der kunne få hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at behandling for barnløshed inkl. tolkebistand kunne tilbydes på offentligt sygehus uden udgift for ansøgeren.

Der var således ikke tale om en nødvendig merudgift som følge af ansøgerens handicap.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.12.1995

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 48

Journalnummer 

20313-93