Ankestyrelsens principafgørelse D-27-95

1995

Resume:

Dagpengeperioden kunne forlænges, idet arbejdet inden for 26 uger fra varighedsbegrænsningens indtræden kunne forventes genoptaget efter rekonvalescens i form af deltagelse i et daghøjskoleophold, der var anbefalet af en psykiater.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 549 af 23. juni 1995 - § 22, stk. 1, nr. 2

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 3

En kontorfunktionær blev sygemeldt den 2. september 1993 på grund af psykiske problemer efter en canceroperation i juni 1993.

Kommunen traf afgørelse om, at der ikke var grundlag for at forlænge dagpengeudbetalingen udover varighedsbegrænsningen den 31. august 1994, idet lønmodtageren ikke var under eller ventede på lægebehandling, som kunne medføre, at arbejdsdygtigheden genskabtes i løbet af kortere tid, ligesom revalidering ikke skønnedes påkrævet udfra det foreliggende.

Lønmodtageren var blevet behandlet hos en psykiater, der i statusbedømmelse af 7. september 1994 anbefalede forlængelse af dagpengeudbetalingen i 6 måneder som en slags rekonvalescens. Psykiateren vurderede, at der ikke var behov for revalidering eller pension.

Lønmodtageren fik forebyggende medicin for migræneanfald, men var ikke i nogen form for lægebehandling ved dagpengeophøret.

Lønmodtageren oplyste i en samtale med kommunen i juni 1994, at hun var meget interesseret i et daghøjskoleophold med henblik på aktivering/afklaring og ville tilmelde sig et sådant fra august 1994.

Lønmodtageren blev raskmeldt pr. 2. januar 1995.

Lønmodtageren oplyste i klagen, at kommunen havde anbefalet hende at tilmelde sig daghøjskolen for at få en "blid" overgang til arbejdslivet og få afprøvet kræfterne. Lønmodtageren betragtede selv dagskoleopholdet som et vigtigt led i sin behandling. Sagen havde været forelagt for Dagpengeudvalgets lægekonsulent, som udtalte, at lønmodtageren fortsat skønnedes fuldt uarbejdsdygtig pr. 31. august 1994, men at det måtte antages, at hun genoptog arbejdet indenfor 26 uger.

Lønmodtageren havde ret til dagpenge efter den 31. august 1994, da hun på dette tidspunkt fortsat var fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, og idet det kunne antages, at hun genoptog arbejdet indenfor 26 uger fra varighedsbegrænsningens indtræden, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2 og § 48, nr. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på statusbedømmelse af 7. september 1994 fra behandlende psykiater, der anbefalede forlængelse af dagpengeperioden som rekonvalescens og udtalelse fra Dagpengeudvalgets lægekonsulent, hvorefter lønmodtageren var fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom den 31. august 1994 og måtte antages at genoptage arbejdet indenfor 26 uger.

Dagpengeudvalget ændrede således kommunens afgørelse.

Dato for underskrift

15.11.1995

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 14. december 2016, da den er erstattet af principafgørelse 85-16

Paragraf

§ 48 § 27 § 22

Journalnummer

70611-95