Ankestyrelsen fandt, at tildeling af personligt tillæg alene kunne gøres betinget af, at pensionen administreres, såfremt betingelserne for at træffe beslutning om administration i lov om social pension § 36 i øvrigt var opfyldt. Ankestyrelsen fandt samtidig, at betingelserne var opfyldt både for at forlange tilbagebetaling af personligt tillæg efter lovens § 43, stk. 1, nr. 1, på grund af uforsvarlig økonomi og for at træffe beslutning om administration efter lovens § 36.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det havde været nødvendigt at yde ansøgeren personligt tillæg til betaling af den omhandlede restance med elregningen, fordi hun ikke selv havde foretaget indbetalinger hertil siden april 1991.
Med hensyn til beslutningen om administration af pensionen lagde Ankestyrelsen vægt på, at der efter det oplyste også forud for den aktuelle ansøgning om personligt tillæg ved flere lejligheder var ydet ansøgeren personligt tillæg til dækning af de faste udgifter, og at ordningen således skulle sikre, at de faste udgifter blev betalt.
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 21452-94: Pensionisten havde i marts 1994 indgået frivillig aftale med kommunen om, at kommunen skulle sørge for betaling af de faste udgifter. Aftalen kom i stand, idet pågældende flere gange havde modtaget personligt tillæg til dækning af restancer vedrørende de faste udgifter. Efter indgåelse af aftalen rettede pensionisten fortsat meget ofte henvendelse til forvaltningen om udbetaling af pension, ligesom hun gav udtryk for, at hun ønskede at ophæve den indgåedeaftale. Kommunen traf herefter i august 1994 afgørelse om administration af pensionen i henhold til lov om social pension § 36.
Ankenævnet fandt ikke anledning til at tilsidesætte kommunens skøn, hvorefter det blev anset for påkrævet at etablere og opretholde en administrationsordning.