Resume:
Ankestyrelsen har behandlet 3 sager om elektrisk platformslift til kørestolsbrugere.
I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen ikke en 14-årig dreng med cerebral parese og lammelse i alle lemmer berettiget til lift. Ankestyrelsen lagde vægt på, at drengen vejede ca. 20 kg og hans transportstol tilsvarende. Det var derfor fuldt forsvarligt at anvende rampe ved ud- og indkørsel.
I sag nr. 2 fandt Ankestyrelsen en 9-årig dreng med muskelsvind berettiget til lift. Drengen var uden gangfunktion af betydning og kørestolsbruger. Hans elektriske kørestol vejede ca. 100 kg, og det var nødvendigt at anvende el-lift ved ind- og udkørsel af bilen.
I sag nr. 3 fandt Ankestyrelsen en 48-årig mand med udbredte lammelser på grund af en svulst i kraniet berettiget til lift. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger var uden gangfunktion og anvendte el-kørestol, der vejede ca. 120 kg, hvortil kom hans egen vægt. Det var ikke forsvarligt at anvende rampe.
Ankestyrelsen lagde i sagerne i øvrigt vægt på, at vurderingen af nødvendigheden af en særlig indretning må ske i takt med udviklingen i samfundet, herunder også udviklingen inden for de tekniske hjælpemidler.