Ansøger fik den 1. november 1994 bevilget igangsætningsydelse i henhold til lov om kommunal aktivering. Han modtog forinden kontanthjælp i henhold til bistandslovens § 37.
Ægtefællen modtog ligeledes kontanthjælp og fra 1. november 1994 blev der ydet supplement til ægtefællens igangsætningsydelse i henhold til bistandslovens § 37. Den supplerende hjælp blev beregnet ud fra en ægtefælleberegning med forsørgertakst minus igangsætningsydelsen og eventuelle indtægter i virksomheden.
På baggrund af ændringer i bistandsloven pr. 1. april 1995 og 1. juli 1995 meddelte kommunen i begyndelsen af juli 1995 ægteparret, at der ville blive foretaget en ny beregning af ægteparrets kontanthjælp pr. 1. september 1995, som for parret ville betyde en nedgang af det månedlige udbetalte kontanthjælpsbeløb.
Kommunen begrundede overfor nævnet afgørelsen med, at på baggrund af ændring i reglerne om kontanthjælp, jf. bistandslovens § 37, stk. 5, vurderede kommunen, at ægtepar, hvor den ene ægtefælle modtog hjælp efter bistandslovens § 37 og den anden ægtefælle modtog igangsætningsydelse efter aktiveringslovens § 21, skulle betragtes som "kombinationsægtepar", hvorfor hjælpen efter bistandslovens § 37 skulle beregnes som til en enlig.
Ankenævnet indhentede under sagens behandling en vejledende udtalelse fra Socialministeriet. Det fremgik heraf, at det var ministeriets opfattelse, at igangsætningsydelse ikke burde betragtes som en selvstændig offentlig forsørgelsesydelse i relation til bistandslovens § 37, stk. 5, idet der efter ministeriets opfattelse med en "selvstændig forsørgelsesydelse" måtte forstås en ydelse, som blev udbetalt med henblik på uden supplerende indtægter at kunne være forsørgelsesgrundlag for modtageren.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse.
Nævnet lagde vægt på, at igangsætningsydelse, som bestod af 50% af den senest udbetalte kontanthjælp, ikke fandtes at være en sådan selvstændig offentlig forsørgelsesydelse efter anden lovgivning, at der var tale om "kombinationsægtepar", jf. bistandslovens § 37, stk. 5.
Der blev herved lagt vægt på, at begrebet selvstændig forsørgelses ydelse måtte ses som en ydelse, som uden supplerende indtægter skulle kunne være forsørgelsesgrundlag for modtageren.
Der blev endvidere lagt vægt på, at retten til igangsætningsydelsevar tæt forbundet med kontanthjælpsberettigelsen, jf. Socialmini steriets vejledning nr. 53 af 26. april 1995, pkt. 68.
Nævnet fandt, at kommunen således fortsat skulle benytte en ægtefælleberegning, hvori blev fratrukket igangsætningsydelsen og eventuelle indtægter (fra virksomheden).
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om SM O-134-94 fortsat var gældende efter ændringen af bistandslovens § 37, stk. 5 den 1. juli 1995.
