Ankestyrelsen fandt, at hustruen var berettiget til kontanthjælp under mandens aftjening af værnepligt i udlandet.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at ændringer i en families forhold som følge af mandens aftjening af værnepligt her i landet kunne berettige til hjælp efter bistandslovens §§ 37 og 37a, såfremt værnepligtslønnen var mindre, end hvad familien ville være berettiget til efter §§ 37 og 37a.
Det måtte i den forbindelse samtidig lægges til grund, at manden opfyldte sin rådighedsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 40 ved aftjening af værnepligten.
Ankestyrelsen fandt, at en familie som opholdt sig lovligt her i landet, og hvor manden som følge af sit statsborgerskab skulle aftjene værnepligt i udlandet, måtte behandles på samme måde som en tilsvarende dansk familie, hvor manden aftjente værnepligt her i landet.
I den foreliggende sag lagde Ankestyrelsen vægt på, at manden var udenlandsk statsborger, at familien opholdt sig lovligt her i landet, også under mandens aftjening af værnepligt, samt at manden efter det oplyste ikke under værnepligten kunne forsørge sin hustru her i landet.
Det forhold, at manden opholdt sig i udlandet, bevirkede imidlertid, at der alene kunne udmåles hjælp til hustruen, det vil sige som til en enlig forsørger.
Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.