Ankestyrelsens principafgørelse O-155-96

1996

Resume:

En revalidend var berettiget til at få en elevløn suppleret op til fagets begyndelsesløn, selvom den 3-årige erhvervsplan var startet på bruttorevalideringsydelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den 2-årige oplæringsperiode var etableret som et arbejdsforhold på det almindelige arbejdsmarked. Der var således tale om et arbejdsforhold i arbejdsretlig forstand.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det forhold, at der var udbetalt bruttorevalideringsydelse til HG-uddannelsen, ikke fandtes at burde afskære revalidenden fra at få elevlønnen suppleret op til fagets begyndelsesløn.

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 43, stk. 8

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 53, pkt. 54

En 25-årig kvinde, der havde kronisk tarmbetændelse, var af kommunenblevet bevilget støtte til en 1-årig HG-uddannelse og en efter følgende 2-årig oplæringsperiode som kontorassistent. Kommunen bevilgede bruttorevalideringsydelse både til HG-uddannelsen og til oplæringsperioden.

Revalidenden mente sig berettiget til støtte op til fagets begyndel sesløn i oplæringsperioden og påklagede dette spørgsmål til nævnet.

Ankenævnet fandt under henvisning til reglerne om mindstelønsordning i vejledningen pkt. 54, at revalidenden var berettiget til supplement op til fagets begyndelsesløn. Nævnet henviste i den forbindelse til, at revalidenden var uddannet som blomsterdekoratør og havde arbejdet på fabrik i 3 år efterfølgende.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvornår en uddannelse skal anses for "etableret som et arbejdsforhold på det almindelige arbejdsmarked" jf. SM O-44-95 og SM O-37-95. Sagen var desuden optaget til behandling med henblik på en yderligere belysning af, om der skal være et uændret økonomisk niveau gennem hele revalideringen, når erhvervsplanen er sammensat af forskellige uddannelsesforløb.

Ankestyrelsen fandt, at revalidenden var berettiget til at få elev lønnen suppleret op til fagets begyndelsesløn i oplæringsperioden.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen særlig vægt på, at den 2-årigeoplæringsperiode var etableret som et arbejdsforhold på det alminde lige arbejdsmarked, jf. SM O-37-95. Det præciseredes, at der således var tale om et arbejdsforhold i arbejdsretlig forstand.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det forhold, at der var udbetalt bruttorevalideringsydelse til HG-uddannelsen, ikke fandtes at burde afskære revalidenden fra at få elevlønnen suppleret op til fagets begyndelsesløn, når det fastsatte uddannelsesforløb etableres som et læreforhold på det almindelige arbejdsmarked og betingelserne for mindstelønsordning iøvrigt er opfyldt.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse med ovennævnte ændrede begrundelse.

Dato for underskrift

15.12.1996

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 45 § 43 § 44

Journalnummer

200384-96