Ankestyrelsens principafgørelse D-27-96

1996

Resume:

Kommunerne har ikke hjemmel til at forlange, at sygefravær anmeldes til egen læge på 1. sygedag. Kommunen kan derimod efter en konkret vurdering kræve fravær anmeldt til kommunen på 1. sygedag.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 549 af 23. juni 1995 - § 10, stk. 4

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 43, stk. 1 og § 43, stk. 2

Sagen drejede sig om en selvstændig erhvervschauffør med frivillig dagpengeforsikring.

Pågældende havde i løbet af et år fra den 13. juni 1994 til den 14. juli 1995 været fraværende ialt 40 dage fordelt på 13 perioder.

Kommunen traf herefter afgørelse om, at pågældende på den 1. sygedag i hver fremtidig sygeperiode skulle henvende sig til sin praktiserende læge. Kommunen ville herefter kontakte denne med henblik på dokumentation af uarbejdsdygtigheden.

I anken henviste pågældende til, at han var erhvervschauffør og derfor kun måtte køre bil, når det var forsvarligt, og det var det ikke med kraftig hovedpine, hold i nakken eller problemer med skulderen.

Sikrede havde pligt til ved fremtidige sygeperioder at anmelde fravær på grund af sygdom til kommunen på 1. fraværsdag, jf. dagpengelovens § 10, stk. 4, samt § 21 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 702 af 22. juli 1994.

Efter bekendtgørelsens § 21 kan kommunen i særlige tilfælde forlange tidligere anmeldelse end fastsat i lovens § 10, stk. 4.

Efter lovens § 10, stk. 4 skal sygdomstilfælde anmeldes til kommunen senest en uge efter første fraværsdag, når den pågældende har sikret sig dagpenge fra første fraværsdag. Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen til grund, at de mange korte sygefraværsperioder, pågældende havde haft i perioden fra 13. juni 1994 til 14. juli 1995 måtte betragtes som særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at pågældende ved fremtidige sygemeldinger skulle anmelde sygefraværet til kommunen på 1. fraværsdag, og iøvrigt i overensstemmelse med reglerne herom.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse delvis.

Dagpengeudvalget bemærkede, at der ikke er hjemmel til at anmode en person om at anmelde sygdom på 1. fraværsdag til sin læge.

Dato for underskrift

15.09.1996

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 13. maj 2020, da den ikke længere har vejledningsværdi.

Paragraf

§ 43 § 10 § 21

Journalnummer

71291-95