Ankestyrelsen fandt, at familien var berettiget til hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, jf. stk. 2, til dækning af udgifter til overnatning på hospitalets gæstehjem i forbindelse med sønnens indlæggelse.
Ankestyrelsen havde herved fundet, at det forhold, at der i samme periode var bevilget tilskud til tabt arbejdsfortjeneste, ikke udelukkede hjælp efter bistandslovens § 48 til det ansøgte, såfremt der var tale om en nødvendig merudgift ved forsørgelsen, der var en følge af sønnens handicap.
Ved vurderingen heraf lagde Ankestyrelsen vægt på det fra hospitalet oplyste om nødvendigheden af forældreledsagelse for at opnå den mest hensigtsmæssige behandlingsstrategi.
Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at moderen efter det oplyste ikke havde mulighed for at overnatte på den afdeling, hvor sønnen var indlagt.
Ankestyrelsen fandt desuden, at familiens merudgifter til kost og transport i forbindelse med sønnens indlæggelse måtte anses for nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, der var en følge af sønnens handicap, og var således omfattet af bistandslovens § 48, stk. 1 og 2, og ikke § 46 a.
Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.