Ankestyrelsens principafgørelse O-95-96

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

30-12-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 26, stk. 1, nr. 1 og § 40

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 93

Ansøger flyttede på grund af skilsmisse den 15. juni 1992 sammen med sin 5 år gamle søn fra A kommune til B kommune, hvor hun havde familie. Ved flytningen opsagde hun sit arbejde som kontorassistent.

Ved henvendelse til socialforvaltningen i B Kommune den 29. juni 1992 fik hun bevilget kontanthjælp fra den 1. august til den 31. oktober 1992 med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, på grund af selvforskyldt ledighed.

Ved opfølgning efter bistandslovens § 41 den 11. november 1992 oplyste ansøger, at hun var skrevet op i flere vikarbureauer, og ville kunne få arbejde, såfremt hun kunne få sin søn passet.

Ansøger havde flere gange selv henvendt sig til pladsanvisningen og blev ved hver henvendelse til socialforvaltningen igen henvist til pladsanvisningen.

I juni måned 1993 flyttede ansøger tilbage til A kommune.

Ankenævnet tiltrådte ved sin afgørelse tilbagebetalingskravet efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, og begrundede afgørelsen med, at ansøger havde opgivet sit hidtidige forsørgelsesgrundlag i form aflønindtægt. Da ansøger ikke nærmere havde redegjort for nødvendig heden af at opsige sit arbejde, havde nævnet ikke fundet grundlag for at pålægge B kommune at frafalde kravet om tilbagebetaling af den ydede kontanthjælp. I klagen blev der henvist til, at ansøger havde udfoldet reelle be stræbelser for at komme i arbejde, hvorfor det i overensstemmelse med bistandslovens § 40 måtte vurderes, at ansøger havde udnyttet sine arbejdsmuligheder fuldt ud, men ikke havde kunnet påtage sigindtægtsgivende arbejde på grund af børnepasning, da kommunalbe styrelsen ikke havde kunnet anvise pasning.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om frasig else af forsørgelsesgrundlag ved opsigelse af job i forbindelse med skilsmisse kunne anses for ubegrundet opsigelse af arbejde med den virkning, at den hjælp, der efterfølgende var blevet udbetalt, kunne kræves tilbagebetalt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune havde været berettiget til at kræve tilbagebetaling af den kontanthjælp ansøger havde modtaget fra den 29. juni 1992, idet ansøgeren uden rimelig grund havde opgivet sit forsørgelsesgrundlag i forbindelse med, at hun flyttede til B kommune.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at tilbagebetalingspligten skulle ophøre på det tidspunkt, hvor det kunne dokumenteres, at ansøgerhavde rettet henvendelse til socialforvaltningen eller daginstitu tionskontoret med henblik på at få pasningsmulighed til sønnen.

Tilbagebetalingspligten ophørte under alle omstændigheder fra den 11. november 1992, hvor det af B kommunes journalark fremgik, atsocialforvaltningen var gjort bekendt med den manglende pasnings mulighed.

Denne del af afgørelsen begrundedes med, at ansøger stod til rådighed for arbejdsmarkedet, men at hun på grund af den manglende anvisning af børnepasning ikke havde nogen reel mulighed for at genoprette sit forsørgelsesgrundlag ved at påtage sig arbejde.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse for så vidt angår tilbagebetalingsperiodens længde.