Resume:
Tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste skulle beregnes med udgangspunkt i lønindtægten i det jobtilbud, der var ansøgerens seneste lønindtægt forud for bevilling af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.
Resume:
Tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste skulle beregnes med udgangspunkt i lønindtægten i det jobtilbud, der var ansøgerens seneste lønindtægt forud for bevilling af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.
Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi
Kassationsdato:
12-06-2009
Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 1
Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 30
Ansøgeren havde fået bevilget tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til pasning af sin alvorligt syge søn fra februar 1993.
Efter 4 års ansættelse på et revisionskontor gik ansøgeren på barselorlov og var herefter ledig i 1 1/2 år indtil jobtilbud. Hun ophørte i jobtilbuddet på grund af barsel og havde ikke været i arbejde siden.
Kommunen tog ved beregningen af tilskuddet udgangspunkt i ansøgerens sygedagpengeindtægt. Kommunen ændrede senere beregningen, således at der blev taget udgangspunkt i ansøgerens seneste lønindtægt i jobtilbuddet, hvor hun var beskæftiget 37 timer ugentligt med en af lønning på 80 kr. i timen.
Ankenævnet ændrede kommunens beregning af tilskuddet, idet nævnet ikke fandt, at ansøgerens aflønning i jobtilbuddet kunne anses for at være udtryk for den mistede arbejdsindtægt.
Nævnet fandt, at tilskuddet skulle beregnes på grundlag af den løn, som det måtte antages, at ansøgeren mistede ved at passe sønnen. Nævnet fandt, at lønnen på grundlag af ansøgerens tidligere uddannelse kunne fastsættes til det beløb, som hun ville kunne opnå ved ansættelse i det offentlige.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om tilskud til tabt arbejdsfortjeneste skal beregnes på grundlag af den sidst oppebårne indtægt, eller om den skal fastsættes efter et skøn over, hvad ansøgeren må anses at have mistet i lønindtægt ved barnets pasning i tilfælde, hvor beregningen ikke kan støttes på en lønindtægt umiddelbart forud for lønkompensationens påbegyndelse.
Ankestyrelsen fandt efter det i sagen oplyste, at tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste skulle beregnes med udgangspunkt i ansøgerens lønindtægt i jobtilbuddet, der var hendes seneste indtægt ved lønnet beskæftigelse.
Ankestyrelsen lagde vægt på bestemmelsen i pkt. 30 i Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987, som ændret ved vejledning nr. 78 af 10. april 1990, hvorefter der ved beregningen af tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som hovedregel må tages udgangspunkt i, at ansøger stilles som om hun tjente en løn selv. Det der må lægges til grund ved beregningen, er det beløb, som ansøger har til rådighed til forsørgelse af sig selv og sin familie.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen tillige vægt på, at ansøgeren efter det oplyste gennem længere tid havde været ledig og modtaget arbejdsløshedsdagpenge, indtil hun kom i jobtilbud og herefter overgik til barselsorlov og tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Ankestyrelsen fandt ikke, at der var grundlag for at beregne tilskuddet på grundlag af en tidligere indtægt end indtægten i jobtilbuddet.
Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.
Dato for underskrift
15.07.1996
Offentliggørelsesdato
12.07.2013
Paragraf
§ 48 § 48
Journalnummer J.nr.: 21024-94