Ansøgeren havde ikke ret til dagpenge i 2 ugers fædreorlov fra den 9. til den 22. september 1996.
Efter dagpengelovens § 13, stk. 2, har moderen ret til dagpenge i de første 14 uger efter fødslen. Faderen har i samme periode ret til dagpenge i 2 uger.
Efter § 36, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994 om dagpenge ved sygdom eller fødsel har personer, der har indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed, ret til dagpenge på grundlag af arbejdsfortjenesten ved virksomheden. Efter § 36, stk. 2, i samme bekendtgørelse anvendes som dokumentation for arbejdsfortjenesten skattevæsenets årsopgørelse for det seneste regnskabsår på grundlag af indgivet selvangivelse.
Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgerens indtægt i 1995 var negativ, og at der derfor ikke var nogen arbejdsfortjeneste at beregne dagpenge af, samt på at ansøgeren ikke havde tegnet frivillig forsikring.
Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.