Ankestyrelsens principafgørelse O-78-98

1998

Resume:

Det kunne ikke pålægges ansøger at udnytte sine muligheder for at tage uddannelsesorlov i henhold til lov om orlov. Han var derfor berettiget til bruttorevalideringsydelse fra det tidspunkt, hvor erhvervsplanen blev påbegyndt.

Begrundelsen var, at kommunen havde fundet ansøger omfattet af revalideringsreglerne, samt at ledige i perioder med orlov til uddannelse efter lov om orlov skulle stå til rådighed for formidlet arbejde, hvilket ikke kunne anses for foreneligt med baggrunden for reglerne om revalidering.

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 43, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 16

Ansøger, der var 24 år, søgte i februar 1996 kommunen om hjælp til revalidering. Han var udlært som tømrer i 1992, og havde siden da dels haft arbejde, dels modtaget arbejdsløshedsdagpenge.

Ansøger havde en ryglidelse i form af rygskævhed og havde igennem flere år haft tilbagevendende smerter lavt i lænden.

Ansøger ønskede at uddanne sig til bygningskonstruktør, hvoraf uddannelsen til byggetekniker udgjorde de første 1 1/2 år.

Kommunen henviste ansøger til at søge uddannelsesorlov, hvilket han fik bevilget for perioden 6. august 1996 til 5. august 1997.

Kommunen bevilgede herefter hjælp til uddannelsesudgifter i henhold til bistandslovens § 43, stk. 7. Kommunen præciserede senere, at afgørelsen skulle forstås således, at erhvervsplanen var uddannelsen som byggetekniker - det første år på uddannelsesorlov samt støtte efter bistandslovens § 43, stk. 7. Herefter bruttorevalideringydelse efter § 43, stk. 2.

Ankenævnet fandt, at ansøger kunne anses for at være fuldt kompenseret for sit handicap med uddannelsen til byggetekniker. Ankenævnet fandt samtidig, at ansøger var berettiget til revalideringsydelse i henhold til bistandslovens § 43, stk. 2, fra erhvervsplanens iværksættelse.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde fundet ansøger omfattet af bistandslovens § 43 på grund af sit ryghandicap, og at der var bevilget ham uddannelsesudgifter efter bistandslovens § 43, stk. 7.

I klagen til Ankestyrelsen henviste kommunen bl.a. til, at revalideringsydelsen ifølge det anførte i Socialministeriets vejledning af 30. november 1994 var subsidiær i forhold til støtteordninger efter anden lovgivning, og at der ikke kunne udbetales en fast revalideringsydelse efter § 43, hvis en person med nedsat erhvervsevne kunne blive hjulpet ind i eller tilbage til arbejdsmarkedet efter Arbejdsministeriets, Kulturministeriets eller Undervisningsministeriets støtteordninger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det kunne kræves, at ansøger udnyttede muligheden for at tage uddannelsesorlov, eller om han var berettiget til bruttorevalideringsydelse fra erhvervsplanens iværksættelse.

Ankestyrelsen fandt ikke, at kommunen med rette kunne pålægge ansøger at udnytte sine muligheder for at tage uddannelsesorlov i henhold til lov om orlov, lov nr. 435 af 30. juni 1993.

Ansøger var derfor berettiget til at modtage bruttorevalideringsydelse i henhold til bistandslovens § 43, stk. 2, fra tidspunktet, hvor erhvervsplanen blev påbegyndt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at kommunen havde fundet ansøger omfattet af personkredsen i bistandslovens § 43, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at i henhold til § 5b i lov om orlov skal ledige i perioder med orlov til uddannelse stå til rådighed for arbejde formidlet af arbejdsformidlingen eller arbejdsløshedskassen, medmindre arbejdsformidlingen har fraveget kravet om rådighed.

Ankestyrelsen fandt det ikke foreneligt med baggrunden for reglerne om revalidering, at en revalideringsplan blev udarbejdet på en sådan måde, at der indirekte blev stillet krav om, at revalidenden samtidig stod til rådighed for andet arbejde.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse ankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.07.1998

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 45 § 5b § 43 § 44

Journalnummer

201818-97