En 51-årig kvinde med højeste førtidspension søgte kommunen om hjælp til en computer som kommunikationshjælpemiddel i medfør af bistandslovens § 58.
Ansøgeren led af Huntingtons Chorea, der er en fremadskridende kronisk lidelse, der skyldes forstyrrelser i nervesystemet. Sygdommen havde hos ansøgeren medført ufrivillige bevægelser, gangusikkerhed med balancebesvær og kraftnedsættelse. Ansøgeren havde endvidere problemer med at skrive i hånden samt hukommelsesbesvær. Sygdommen var i hastig forværring.
Det var anført i ansøgningen, at computeren ønskedes anvendt til at føre korrespondance, til at ordne økonomiske forhold, såsom bankoverførsler, samt til at træne motorik, hukommelse og koncentrationsevne ved spil o.lign.
Kommunen gav afslag på ansøgningen og begrundede afslaget med, at ansøgeren var i stand til at udføre de funktioner, hun ønskede at bruge computeren til, på anden vis. Eksempelvis kunne hun sortere regninger og kvitteringer i små bokse. Endvidere havde hun mulighed for at ringe eller køre til banken. Da hun således fortsat evnede at kommunikere på normal vis, opfyldte hun ikke betingelserne for bevilling af computer.
Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse og begrundede afgørelsen med, at en computer ikke i væsentlig grad ville kunne afhjælpe lidelsen eller i væsentlig grad ville kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet.
Ansøgeren ankede denne afgørelse til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen afviste i første omgang at behandle sagen, idet man ikke fandt, at sagen havde principiel eller generel betydning samt under henvisning til SM O-52-97, hvor Ankestyrelsen i en tilsvarende sag havde fundet, at der ikke var grundlag for at give personer med Huntingtons Chorea hjælp til EDB-udstyr efter bistandslovens § 58, idet evnen til at benytte udstyret ville forsvinde i takt med, at behovet herfor opstod.
Center for Små Handicapgrupper anmodede om genoptagelse af sagen og henviste til, at en computer i den konkrete situation ville kunne afhjælpe de nuværende kommunikationsvanskeligheder, som for tiden ytrede sig i håndskriften. Senere ville computeren kunne kompensere for en nedsat evne til at udtrykke sig i tale, og det ville være nødvendigt at lære computerens funktioner i god tid, før funktionsevnen blev nedsat.
Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM O-52-97 med henblik på afklaring af, om der kan ydes hjælp til EDB-udstyr til en person med lidelsen Huntingtons Chorea.