Ankestyrelsens principafgørelse O-31-98

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 35c, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 75, stk. 1 og § 75, stk. 3

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 99-107

Sagen drejede sig om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke af en dreng på 7 år og en pige på 22 måneder.

Moderen havde haft en meget belastet opvækst og blev narkoman i 14-16-års alderen. Ved ansøgning om pension var moderen blevet betegnet som svært karakterafvigende.

Faderen havde et alkoholproblem og et heftigt temperament.

Familien havde tidligere modtaget hjælpeforanstaltninger i form af familievejleder og aflastningsfamilie. Forvaltningen havde møde med forældrene den 21. oktober 1997 for at drøfte fremtidige hjælpeforanstaltninger, men forældrene forlod mødet i vrede, da det blev foreslået, at moderens pension skulle administreres.

Den 22. oktober 1997 ringede pigens dagplejemor til forvaltningen og fortalte, at moderen havde været stærkt beruset ved afhentningen af pigen. Forvaltningen og hjemmekonsulenten tog herefter på akut hjemmebesøg hos moderen. Forvaltningen kontaktede desuden fritidshjemmet, som oplyste, at drengen var gået hjem kl. 15.00, men var kommet tilbage efter kort tid. Forvaltningen anmodede fritidshjemmet om at beholde drengen dér, til de hørte nærmere fra forvaltningen.

Ved ankomsten til hjemmet fandt forvaltningen pigen gående rundt og moderen liggende på gulvet. Moderen reagerede ikke på tilråb, hvorfor lægevagten blev tilkaldt. Faderen var ikke tilstede.

Forvaltningen skønnede, at moderen i denne tilstand ikke var i stand til at tage vare på pigen, hvorfor pigen blev taget med henblik på akut tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet. Drengen blev tilsvarende anbragt udenfor hjemmet. Forvaltningen tog efterfølgende kontakt til Børn og unge-udvalgets formand med henblik på beslutning om anbringelse af børnene efter § 35c, stk. 1. Kommunen oplyste til Ankestyrelsen, at formanden traf mundtlig beslutning om anbringelsen den 22. oktober 1997 mellem kl. 19-19.30. Det var beskrevet, at forvaltningen havde forsøgt at få kontakt til formanden tidligere, men at de ikke havde forsøgt at finde næstformanden.

Forvaltningen orienterede i brev af 22. oktober 1997 forældrene om, at børnene var blevet anbragt udenfor hjemmet som tvangsmæssig foranstaltning og at foranstaltningen efterfølgende ville blive bekræftet pr. brev af formanden for Børn og unge-udvalget.

Børn og unge-udvalget godkendte på møde den 28. oktober 1997 den foreløbige beslutning truffet af formanden for Børn og unge-udvalget og traf samtidig afgørelse om endelig anbringelse af begge børn uden for hjemmet uden samtykke.

Ankestyrelsen fandt, at Børn og unge-udvalgets afgørelse om godkendelse af formandens foreløbige beslutning var ugyldig af formelle grunde. Der blev lagt vægt på, at den tvangsmæssig anbringelse af børnene ikke var sket på grundlag af en afgørelse truffet af Børn og unge-udvalgets formand eller næstformand, jf. bistandslovens § 35c, stk. 1.

Ankestyrelsen ophævede derfor Børn og unge-udvalgets godkendelse af formandens foreløbige afgørelse om anbringelse uden for hjemmet som ugyldig.

Ankestyrelsen bemærkede dog, at det var Ankestyrelsens opfattelse, at forvaltningens personale, efter de oplysninger der forelå, var nødt til midlertidigt at tage vare på børnene. Det fremgik af de for Ankestyrelsen foreliggende oplysninger, at formanden først traf mundtlig afgørelse den 22. oktober 1997 kl. ca. 19.00, og at forvaltningen ikke havde forsøgt at komme i kontakt med næstformanden for Børn og unge-udvalget.

Ankestyrelsen tiltrådte samtidig Børn og unge-udvalgets endelige afgørelse om anbringelse af børnene uden for hjemmet uden forældrenes samtykke efter bistandslovens § 35, stk. 1, 1. punktum, nr. 1.