Klager havde modtaget forhøjet almindelig førtidspension fra 1. juni 1995. Den 12. juli 1995 flyttede han fra sin opholdskommune til ægtefællens opholdskommune, og pension blev udbetalt herfra med virkning fra 1. september 1995.
Ægtefællen modtog ved klagers indflytning kontanthjælp, men med virkning fra 1. september 1995 fik hun bevilget bruttorevalideringsydelse.
I forbindelse med gennemgang af klagers sag blev kommunen opmærksom på, at der ved beregning af hans pension ikke var medtagetoplysningerne om, at ægtefællen var overgået til bruttorevaliderings ydelse, hvorfor kommunen i januar 1996 foretog en ny beregning på grundlag heraf. Kommunen fandt herefter, at han i perioden fra 1. september 1995 til 31. januar 1996 havde modtaget i alt 4.860 kr. for meget i førtidspension.
Kommunen modregnede herefter hele dette beløb i hans pensionsudbetaling for februar måned uden nærmere at begrunde dette overfor klager.
Ankenævnet tiltrådte kommunens krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt pensionstillæg i perioden 1. september 1995 til 31. januar 1996.
Nævnet lagde vægt på det oplyste om, at klager ikke orienterede kommunens pensionsafdeling om, at ægtefællen med virkning fra 1. september 1995 modtog bruttorevalideydelse i henhold til bistandslovens § 43. Ankenævnet henviste til, at pensionister skal oplyse om forandringer i forhold, som kan forventes at medføre ændringer i pensionen, og ved undladelse heraf tilsidesættes oplysningspligten.
Nævnet henviste desuden til de udsendte pensionsmeddelelser, hvor der var påtrykt meddelelse om, at oplysninger skulle gives til pensionsafdelingen, og at det ikke var tilstrækkeligt at give oplysning til skattevæsenet eller anden myndighed.
Ankenævnet fandt således, at klager ved at tilsidesætte sin oplysningspligt var forpligtet til at tilbagebetale det for meget udbetalte pensionsbeløb.
Nævnet henviste i øvrigt til Socialstyrelsens vejledning nr. 6 af 29. oktober 1990, pkt. 153, og bemærkede, at en ny pensionsberegning på grundlag af aktuel indkomst skulle foretages på grundlag af den aktuelle indkomst opregnet til helårsbasis. Nævnet fandt således, at beregningen var sket efter de herom gældende regler.
Nævnet var opmærksom på, at det tilbagebetalingspligtige beløb på 3.928 kr. vedrørende 1995 og 932 kr. vedrørende januar 1996, i alt 4.860 kr., var modregnet i klagers pension for februar måned 1996.
Nævnet bemærkede hertil, at det tilbagebetalingspligtige beløb efter nævnets opfattelse burde have været modregnet over flere måneder, således at der i februar måned ville være kommet et rimeligt beløb til udbetaling.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der er en grænse for det beløb, der kan modregnes i pensionen pr. måned, når der er et tilbagebetalingskrav.