Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke havde krav på hjælp til det ansøgte allergibetræk til dyner og hovedpuder efter bistandslovens § 58.
Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ikke fandt, at allergibetrækket i væsentlig grad kunne antages at afhjælpe allergilidelsen og derfor ikke opfyldte betingelsen om at hjælpemidlet i en konkret situation skal afhjælpe eller kompensere for et specifikt handicap.
Ankestyrelsen tog ved vurderingen heraf udgangspunkt i, at ansøger havde en funktionsnedsættelse som følge af astmalidelsen, men at det ansøgte sengetøj kun var en del af den samlede behandling, hvoraf sengetøjet kompenserede for en begrænset del af handicappet.
Ankestyrelsen fandt således ikke, at sengetøjet i væsentlig grad kompenserede for en funktionsnedsættelse.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at sengetøj kan vaskes, og at det ifølge oplysninger fra Astma-Allergiforbundet fremgik, at husstøvmider ikke kan overleve vask ved 55 grader.
Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.