Ankestyrelsens principafgørelse D-14-98

1998

Resume:

I et tilfælde hvor moderens ret til barselsdagpenge var forlænget med 8 dage, indtrådte faderens ret til dagpenge i 2 uger efter 24-ugers perioden først efter udløbet af moderens forlængede orlov, idet dagpenge kun ydes til én af forældrene ad gangen. Arbejdsgiveren havde derfor ikke ret til refusion for uge 25.

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

14-06-2009

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997 - § 13, stk. 1, § 13, stk. 4 og § 15, stk. 1

En moders ret til barselsdagpenge blev forlænget med 8 dage udover den 24. uge efter barnets fødsel. Den forlængede orlov udløb den 11. april 1998.

Faderen holdt orlov i perioden 6.-19. april 1998. Arbejdsgiveren havde udbetalt løn i hele orlovsperioden og søgte kommunen om refusion.

Kommunen gav afslag på refusion for dagene 6.-11. april 1998 på grund af forlængelsen af moderens orlov.

Arbejdsgiveren anførte i anken, at faderen i kommunen havde fået bekræftet, at han kunne holde forældreorlov i uge 25 og 26 efter fødslen.

Arbejdsgiveren havde ikke ret til refusion for perioden fra den 6. april til den 11. april 1998, jf. dagpengelovens § 26, stk. 1.

Efter dagpengelovens § 26, stk. 1 er en arbejdsgiver, der yder løn under fraværet fra arbejdet, berettiget til at få udbetalt de dagpenge, som den sikrede ellers ville have ret til fra kommunen vedrørende samme arbejdsforhold, dog højst med et beløb svarende til den udbetalte løn for samme tidsrum.

Efter dagpengelovens § 13, stk. 1, kan der ydes dagpenge i indtil 26 uger efter fødslen.

Efter dagpengelovens § 13, stk. 4, har faderen, efter udløbet af den 24. uge efter fødslen, har ret til dagpenge i yderligere 2 uger. Efter dagpengelovens § 15, stk. 1, kan den periode, hvor der er ret til dagpenge, forlænges eller udsættes, hvis barnet er indlagt på sygehuset.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at moderens barselorlov var forlænget indtil den 11. april 1998 på grund af barnets indlæggelse, hvorfor faderens ret til 2 ugers barselorlov først indtrådte den 12. april 1998, idet dagpenge kun ydes til en af forældrene ad gangen.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.

Dato for underskrift

15.10.1998

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 13 § 26 § 15

Journalnummer 

701049-98