Ankestyrelsens principafgørelse D-7-98

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997 - § 5, stk. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 7

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j. nr. 701667-96

En lønmodtager var syg på grund af følger efter ankelbrud. Lønmodtageren havde haft forskellige ansættelsesforhold i forretning, havde været selvstændig i nogle år, arbejdet som tjener og senest inden sygemeldingen i august 1996 som slagteriarbejder.

Egen læge anførte i statusbedømmelse af 16. oktober 1996, at lønmodtageren var skrevet op til en kikkertundersøgelse og ikke kunne gå eller stå i længere tid.

Kommunen meddelte i brev af 28. oktober 1996 lønmodtageren, at han ikke kunne betragtes som uarbejdsdygtig i dagpengelovens forstand, og at dagpengene blev standset pr. 28. oktober 1996. Kommunen begrundede afgørelsen med, at lønmodtageren efter lægekonsulentens opfattelse var i stand til at påtage sig andet passende arbejde under hensyntagen til, at han ikke kunne påtage sig hårdt fysisk stående og gående arbejde.

Lønmodtageren blev ikke anset for revalideringsberettiget, idet han ville være i stand til at varetage et mindre fodbelastende ufaglært arbejde.

Lønmodtageren havde ret til dagpenge til og med den 29. oktober 1996, idet kommunen først ved skrivelse af 28. oktober 1996 meddelte sin afgørelse om, at dagpengene ophørte efter dagpengelovens § 5.

Lønmodtageren havde ikke ret til sygedagpenge efter den 29. oktober, idet han ikke ansås for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom på dette tidspunkt, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1.

Efter denne bestemmelse ydes dagpenge ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom. Udbetaling af dagpenge ophører den dag, lønmodtageren er arbejdsdygtig, uanset om den pågældende undlader at træde i arbejde eller at raskmelde sig.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på de lægelige oplysninger i sagen, herunder udtalelse fra Dagpengeudvalgets lægekonsulent, hvoraf det fremgik, at lønmodtageren ud fra det foreliggende, ved en bredere vurdering af arbejdsdygtigheden, ikke længere skønnedes at være fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Dagpengeudvalget ændrede således delvis kommunens afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j. nr. 701719-96

En lønmodtager blev sygemeldt i juli 1996 på grund af en skulderlidelse.

Kommunen meddelte i brev af 9. oktober 1996, at udbetalingen af dagpenge ophørte fra den 7. oktober 1996, da lønmodtageren ikke længere ansås for fuldt uarbejdsdygtig. Denne afgørelse byggede på en erklæring af 3. oktober 1996 fra lønmodtagerens læge, hvori det var anført, at han nu kunne raskmeldes.

Efter indankningen blev det oplyst, at lønmodtageren havde konsulteret lægen den 2. oktober 1996 og af denne havde fået at vide, at der ikke længere var grundlag for sygemelding, selvom lønmodtageren blev henvist til fysioterapi.

Afgørelsen blev truffet af Dagpengeudvalgets opmand.

Lønmodtageren havde ikke ret til sygedagpenge fra den 7. oktober 1996, idet han denne dato ikke var fuldt uarbejdsdygtig, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på de udtalelser, der forelå fra lønmodtagerens egen læge og fra Dagpengeudvalgets lægekonsulent.

Dagpengeudvalget tiltrådte herefter kommunens afgørelse, således at lønmodtagerens dagpengeret i hvert fald var ophørt den 7. oktober 1996.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 700757- 97

En lønmodtager havde været sygemeldt fra den 28. september 1995. Den almindelige varighedsbegrænsning indtrådte den 31. oktober 1996. Lønmodtageren var blevet adviseret herom med blanket dp 225 den 9. august 1996.

Det fremgik af kommunens journalark, at lønmodtageren ved en samtale i kommunen den 1. november 1996 var blevet orienteret om, at dagpengene ville standse den 31. oktober 1996, hvilket senere ville blive meddelt skriftligt.

Kommunen meddelte i brev af 14. november 1996, at sagen havde været forelagt for kommunens lægekonsulent, og at man på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger ikke kunne betragte ham som fuldt uarbejdsdygtig i ethvert erhverv. Dagpengene blev derfor bragt til ophør fra den 31. oktober 1996.

Lønmodtageren havde ret til dagpenge for den 1. november 1996.

Dagpengeudvalget lagde herved vægt på, at lønmodtageren den 1. november 1996 ved samtale i kommunen blev oplyst om, at hans dagpenge ville stoppe pr. 31. oktober 1996, og at han ville få brev om dette.

Lønmodtageren havde ikke ret til sygedagpenge efter den 1. november 1996, idet han ikke ansås for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom på dette tidspunkt, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på udtalelse fra Dagpengeudvalgets lægekonsulent, og udvalget vurderede på baggrund af denne udtalelse og det lægelige materiale i sagen, at lønmodtageren pr. 1. november 1996 ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Dagpengeudvalget ændrede således kommunens afgørelse delvist.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j. nr. 701548-96

En social- og sundhedsassistent var sygemeldt fra december 1995 på grund af en skade i højre underben.

I en statusbedømmelse fra egen læge, som blev modtaget i kommunen den 10. oktober 1996, var det blandt andet anført, at lønmodtageren var kendt med arbejde på hospitaler og plejehjem og derfor var sikker på, at hun ikke kunne klare sådant arbejde. Lønmodtageren var begyndt at søge arbejde på ambulatorier og lignende mere stille arbejde.

Kommunen meddelte i brev af 14. oktober 1996, at udbetalingen af dagpenge standsede den 13. oktober, hvor lønmodtageren ikke længere ansås for fuldt uarbejdsdygtig.

Lønmodtageren havde ikke ret til sygedagpenge efter den 13. oktober 1996, idet hun ikke ansås for fuldt uarbejdsdygtig på dette tidspunkt, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på egen læges oplysninger om, at lønmodtageren var begyndt at søge arbejde på ambulatorier og lignende mere stille arbejde.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.