Ankestyrelsens principafgørelse O-37-98

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 35, stk. 1, nr. 1 og § 35, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 58

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 77

En dreng på 5 år blev i januar 1994 anbragt uden for hjemmet efter flere tilfælde af medicinindtagelse med deraf følgende medicinforgiftning.

Moderen, der var 42 år, modtog højeste førtidspension på grund af medfødt knogleskørhed. Derudover havde moderen psykiske problemer og havde været indlagt på psykiatrisk afdeling adskillige gange. I november 1995 blev drengen overflyttet til en plejefamilie.

Af beskrivelserne af samværene mellem drengen og moderen fremgik, at moderen havde problemer med grænsesætning, og at hun i visse situationer reagerede abnormt og noget aggressivt.

Moderen havde givet udtryk for, at hun var enig i anbringelsen af drengen uden for hjemmet, men hun ønskede, at anbringelsen skulle være på frivilligt grundlag.

Ankestyrelsen tiltrådte Børn og unge-udvalgets afgørelse om, at drengen fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet uden moderens samtykke, jf. bistandslovens § 35, stk. 1, 1. punktum, nr. 1, jf. 2. punktum.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på oplysningerne om moderens helbredsmæssige forhold og manglende evne til at varetage drengens behov, herunder behovet for grænsesætning, stabilitet og stimulation.

Afgørelsen blev truffet efter bistandslovens § 35, stk. 1, uanset at moderen havde givet samtykke til anbringelse efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10. , jf. § 35, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at moderen for tiden ikke havde den fornødne realistiske opfattelse af sin omsorgsevne, der var nødvendig for at sikre stabilitet i drengens anbringelsesforløb.