Ankestyrelsens principafgørelse O-58-99

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 42, stk. 5 og § 42, stk. 6

Kommunen bevilgede ansøger støtte efter den tidligere gældende bestemmelse i bistandslovens § 42 for perioden 1. august 1988 til 31. januar 1989. Halvdelen af ydelsen blev ydet som lån. Der blev i juni 1990 udfærdiget en lånedeklaration på beløbet.

I 1993 blev ansøger separeret, og ved bodelingen indgik hun aftale med eks-manden om, at han skulle betale den resterende del af uddannelseslånet. Fra juni 1989 til februar 1994 blev der indbetalt ca. 16.000 kr. under eks-mandens cpr.nr. Kommunen meddelte i juli 1994 ansøgers eks-mand, at man frafaldt gælden på § 42-lånet over for ham.

I april 1998 modtog ansøger fra sin nuværende kommune en opkrævning på ca. 46.500 kr. for restgælden på uddannelseslånet.

I brev af 7. maj 1998 redegjorde den tidligere kommune for sagens forløb, herunder at lånet efter ansøgers flytning ved en fejl forblev i kommunen indtil april 1998, hvor kravet blev fremsendt til den nuværende opholdskommune.

Den tidligere kommune anførte ligeledes, at der var en forældelsesfrist på fem år fra sidste afdrags indbetaling, men kun hvis det kunne dokumenteres, at ansøger ikke i perioden havde haft en reel betalingsevne.

Nævnet fandt, at kravet ikke var bortfaldet efter de dagældende regler herom i bistandslovens § 42, stk. 6.

Nævnet lagde til grund, at det samlede uddannelseslån i august 1989 var opgjort til ca. 63.000 kr., og at ansøger og dennes tidligere ægtefælle i juni 1990 havde modtaget lånedeklaration på beløbet.

Nævnet lagde endvidere til grund, at der i perioden fra juni 1989 til februar 1994 var indbetalt ca. 16.000 kr.

I klagen til Ankestyrelsen redegjorde ansøger for sin opfattelse af forløbet, samt henviste til, at eks-manden ifølge bodelingsaftalen skulle betale det resterende beløb til kommunen.

Ansøger henviste endvidere til, at lånet i juli 1994 blev frafaldet i forhold til eks-manden. Efter oplysning fra den tidligere kommune blev lånet samtidig overført til hendes cpr.nr., da lånet var en følge af hendes uddannelse. Ansøger var derfor uforstående overfor, at hun ikke på daværende tidspunkt blev kontaktet herom af den tidligere kommune.

Nævnet anførte overfor Ankestyrelsen, at det forhold, at kommunen frafaldt at kræve lånet tilbagebetalt af den tidligere ægtefælle, efter nævnets opfattelse ikke var en disposition over ansøgers penge, som i sig selv medførte en pligt til at underrette hende derom.

Nævnet anførte ligeledes, at ansøger ikke ved bodelingen - med frigørende virkning overfor kommunen - havde kunnet aftale, at den tidligere ægtefælle skulle betale hendes uddannelseslån tilbage.

Nævnet anførte endelig, at det ikke var en betingelse for opretholdelse af tilbagebetalingskravet, at der blev udsendt årlige opgørelser. Selvom det skyldtes en administrativ fejl, at afviklingen af lånet efter ansøgers skilsmisse først blev genoptaget i april 1998, kunne kravet ikke anses for opgivet eller bortfaldet på grund af passivitet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune, 4 år efter at have frafaldet gælden på et uddannelseslån over for den uddannelsessøgendes ægtefælle, kunne vende tilbage til den uddannelsessøgende med krav om indbetaling af restbeløbet.

Ankestyrelsen fandt, at restgælden på ansøgers uddannelseslån ikke var bortfaldet i medfør af den dagældende § 42, stk. 6 i lov om social bistand.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der i juni 1990 var blevet udfærdiget en lånedeklaration på beløbet, og at ansøger herved havde erklæret sig indforstået med, at en del af hjælpen i forbindelse med uddannelsen blev ydet som lån, og at lånet skulle tilbagebetales efter en konkret aftale ved uddann-elsens afslutning. Det forhold, at ansøger og hendes eks-mand ved bodelingen i 1993 aftalte, at han skulle betale restgælden på hendes uddannelseslån, medførte ikke, at kravet på restgælden hermed var bortfaldet i forhold til ansøger. Ansøger kunne ikke med frigørende virkning i forhold til kommunen indgå aftale om, at hendes ægtefælle alene hæftede for gælden.

På trods af det beklageligt lange tidsforløb fandt Ankestyrelsen ikke, at restbeløbet på uddannelseslånet kunne være bortfaldet i forhold til ansøger ved, at kommunen først henvendte sig til hende med krav om indbetaling af restbeløbet ca. 4 år efter, at restbeløbet på uddannelseslånet var frafaldet over for hendes eks-mand.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at selv om uddannelseslånet på grund af en administrativ fejl ikke blev videresendt til den nuværende opholdskommune, forelå der ikke en sådan passivitet fra den tidligere opholdskommunes side, at kravet af den grund måtte anses for bortfaldet.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.