Kommunen bevilgede ansøger støtte efter den tidligere gældende bestemmelse i bistandslovens § 42 for perioden 1. august 1988 til 31. januar 1989. Halvdelen af ydelsen blev ydet som lån. Der blev i juni 1990 udfærdiget en lånedeklaration på beløbet.
I 1993 blev ansøger separeret, og ved bodelingen indgik hun aftale med eks-manden om, at han skulle betale den resterende del af uddannelseslånet. Fra juni 1989 til februar 1994 blev der indbetalt ca. 16.000 kr. under eks-mandens cpr.nr. Kommunen meddelte i juli 1994 ansøgers eks-mand, at man frafaldt gælden på § 42-lånet over for ham.
I april 1998 modtog ansøger fra sin nuværende kommune en opkrævning på ca. 46.500 kr. for restgælden på uddannelseslånet.
I brev af 7. maj 1998 redegjorde den tidligere kommune for sagens forløb, herunder at lånet efter ansøgers flytning ved en fejl forblev i kommunen indtil april 1998, hvor kravet blev fremsendt til den nuværende opholdskommune.
Den tidligere kommune anførte ligeledes, at der var en forældelsesfrist på fem år fra sidste afdrags indbetaling, men kun hvis det kunne dokumenteres, at ansøger ikke i perioden havde haft en reel betalingsevne.
Nævnet fandt, at kravet ikke var bortfaldet efter de dagældende regler herom i bistandslovens § 42, stk. 6.
Nævnet lagde til grund, at det samlede uddannelseslån i august 1989 var opgjort til ca. 63.000 kr., og at ansøger og dennes tidligere ægtefælle i juni 1990 havde modtaget lånedeklaration på beløbet.
Nævnet lagde endvidere til grund, at der i perioden fra juni 1989 til februar 1994 var indbetalt ca. 16.000 kr.
I klagen til Ankestyrelsen redegjorde ansøger for sin opfattelse af forløbet, samt henviste til, at eks-manden ifølge bodelingsaftalen skulle betale det resterende beløb til kommunen.
Ansøger henviste endvidere til, at lånet i juli 1994 blev frafaldet i forhold til eks-manden. Efter oplysning fra den tidligere kommune blev lånet samtidig overført til hendes cpr.nr., da lånet var en følge af hendes uddannelse. Ansøger var derfor uforstående overfor, at hun ikke på daværende tidspunkt blev kontaktet herom af den tidligere kommune.
Nævnet anførte overfor Ankestyrelsen, at det forhold, at kommunen frafaldt at kræve lånet tilbagebetalt af den tidligere ægtefælle, efter nævnets opfattelse ikke var en disposition over ansøgers penge, som i sig selv medførte en pligt til at underrette hende derom.
Nævnet anførte ligeledes, at ansøger ikke ved bodelingen - med frigørende virkning overfor kommunen - havde kunnet aftale, at den tidligere ægtefælle skulle betale hendes uddannelseslån tilbage.
Nævnet anførte endelig, at det ikke var en betingelse for opretholdelse af tilbagebetalingskravet, at der blev udsendt årlige opgørelser. Selvom det skyldtes en administrativ fejl, at afviklingen af lånet efter ansøgers skilsmisse først blev genoptaget i april 1998, kunne kravet ikke anses for opgivet eller bortfaldet på grund af passivitet.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune, 4 år efter at have frafaldet gælden på et uddannelseslån over for den uddannelsessøgendes ægtefælle, kunne vende tilbage til den uddannelsessøgende med krav om indbetaling af restbeløbet.