Forældrene til et 5-årigt barn søgte om dækning af udgifter til cremer/salver til brug for behandling af atopisk eksem efter servicelovens § 28.
Kommunen meddelte afslag på ansøgningen om hjælp til medicinudgifter efter servicelovens § 28.
Afgørelsen var begrundet med, at lægekonsulenten vurderede, at betingelserne i servicelovens § 28 ikke var opfyldt, idet der ikke var tale om en så indgribende lidelse som beskrevet i vejledningen. Der var henvist til, at indgribende lidelse i denne sammenhæng betyder, at lidelsen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse.
Forældrene klagede over afgørelsen.
Det sociale nævn hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet fandt, at barnet var omfattet af servicelovens § 28, da lidelsen måtte anses som langvarig, jf. § 1, stk. 4, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998, hvorefter der med langvarig lidelse forståes, at lidelsen normalt skønnes at vare et år eller mere. Det var videre anført i nævnets afgørelse, at det af samme bekendtgørelse § 3, stk. 1, fremgår at hjælp ydes til dækning af nødvendige merudgifter til den langvarige lidelse.
Kommunen indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen.
Kommunen anførte bl.a., at man vurderede, at der ikke var tale om en så indgribende lidelse som nævnt i vejledningen. Der var henvist til, at der ved indgribende lidelse forstås, at lidelsen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse.
Kommunen fandt ikke, at det sociale nævn havde været inde i en sådan vurdering, men kun havde taget stilling til, at lidelsen måtte anses for langvarig,jf. § 1, stk. 4, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998. Kommunen ønskede en principiel stillingtagen til, hvorledes vejledningen af 5. marts 1998 punkt 8,3 skulle forstås, nemlig hvorvidt langvarig lidelse kan stå isoleret uden at der tages stilling til om der er tale om en kronisk eller indgribende lidelse.
Under sagens behandling i Ankestyrelsen tilføjede nævnet, at nævnet fortolkede bestemmelsen i servicelovens § 28, stk. 1, således at ordet indgribende kun refererede til kronisk lidelse, således at der ikke kunne stilles krav om at langvarig lidelse skulle være indgribende. Da der efter nævnets opfattelse var tale om en langvarig lidelse, havde nævnet truffet afgørelse om hjemvisning af sagen til ny vurdering i kommunen.
Det var videre anført, at nævnet ved fortolkningen af servicelovens § 28, stk. 1, ud fra en direkte ordfortolkning havde lagt vægt på, at der efter ordene "indgribende kronisk" står "eller" inden ordene "langvarig lidelse". Det havde nævnet tolket således, at der i forbindelse med en langvarig lidelse ikke kunne henvises til betegnelsen "indgribende".
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt det er tilstrækkeligt til at være omfattet af personkredsen i servicelovens § 28, at der er tale om en langvarig lidelse, eller om der også skal være tale om en indgribende lidelse.