Ansøger modtog revalideringshjælp fra 1984 til 1994, hvor hun afsluttede bifagseksamen i kunsthistorie og fik bachelor graden i engelsk. Revalideringshjælpen var frem til 1. oktober 1990 ydet efter § 42 i den dagældende bistandslov. Fra oktober måned 1990 blev hjælpen ydet efter bistandslovens § 43 og altså uden tilbagebetalingspligt. Herudover modtog ansøger i revalideringsperioden hjælp til terminsudgifter.
Ansøger fik i 1995 udbetalt revalideringsstøtte i forbindelse med en arbejdsplacering. Dette arbejde ophørte den 1. januar 1996, hvorefter hun modtog arbejdsløshedsdagpenge.
I marts og april måned 1996 rettede kommunen henvendelse til ansøger om indgåelse af en tilbagebetalingsaftale, idet der ellers ville ske løntilbageholdelse.
Ifølge kommunens afgørelse udgjorde den samlede gæld 255.000 kr. Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse vedrørende tilbagebetaling af uddannelseslån efter bistandslovens § 42 og kontanthjælp ydet til dækning af terminsudgifter.
Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at der med hensyn til uddannelseslån var tale om revalideringshjælp efter de hidtidige bestemmelser i bistandslovens § 42 under den del af uddannelsesforløbet, der strakte sig fra slutningen af 1984 til medio 1993.
Der henvistes til, at ansøger fortsat var forpligtet til at tilbagebetale lån efter de dagældende regler. Tilbagebetalingspligten indtrådte først ved uddannelsens afslutning og kravet var derfor ikkebortfaldet på afgørelsestidspunktet, jf. lovens § 42, stk. 6 og SM 0 75-89, hvoraf det fremgår, at tilbagebetalingspligten vedrørende lån ydet i henhold til bistandslovens § 42 først indtræder ved uddannelsens afslutning uden hensyn til, om der er ydet hjælp efter bistandslovens § 42 helt frem til dette tidspunkt og at hjælp i forbindelse med påbegyndelse af flere forskellige uddannelser må betragtes som et sammenhængende forløb og ikke som adskilte perioder.
Med hensyn til den øvrige del af tilbagebetalingskravet var der tale om kontanthjælp efter bistandslovens § 25 til dækning af udgifter vedrørende fast ejendom, som tidligst bortfalder, når der er gået 5 år efter hjælpens ophør.
I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at det ikke var korrekt, at de tidligere udbetalte ydelser var revalideringshjælp. Der var tale om uddannelseslån, og disse lån ophørte i 1990, hvor der alene blev udbetalt 4.500 kr. På tidspunktet for ophør af uddannelseslånet i 1990 blev loven ændret, således at ansøger fik revalideringshjælp uden tilbagebetalingspligt. Revalideringshjælpen svarede til højeste dagpengesats, og ansøger havde således en "almindelig indtægt. " Det blev derfor gjort gældende, at tilbagebetalingskravet skulle have været fremsat på dette tidspunkt.
Der henvistes desuden til, at der var tale om en principiel forståelse af overgangen af reglerne i bistandsloven, hvorfor sagen burde realitetsbehandles.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det ved overgang til bruttorevalideringsydelse i 1990, hvorefter ansøger modtog en dagpengelignende ydelse, burde have været vurderet, om der var grundlag for at iværksætte en tilbagebetalingsordning af den tidligere uddannelseshjælp, bevilget efter den dagældende § 42 i bistandsloven, således at den manglende tilbagebetalingsbeslutning skulle medføre, at forældelsesfristen skulle løbe fra 1990.
