Sagen drejede sig om en dreng, der havde en medfødt misdannelse af urinrøret (hypospadi). Han var tidligere i 1992 og 1994 opereret.
I maj 1998 blev drengen indlagt med henblik på operation. Efter operationen blev moderen og drengen instrueret i brugen af selvdilatationsbehandling med lowfric kateter. Ved hjælp af dilatationskateter opretholdes urinrørets funktionsevne. Efter nogle ambulante kontrolbesøg på hospitalet i 1998 gik det fint med dilatationskateter, der blev anvendt 3 gange om ugen, og der blev herefter fastsat årlig kontrol.
Behandlende overlæge vurderede, at tilstanden ville være af 3-5 års varighed, muligvis længerevarende, muligvis livsvarig.
Kommunen gav afslag på ansøgningen om hjælp efter bistandslovens § 58 til lowfric-dilatationskateter nr. 10 og 12. Kommunen begrundede afgørelsen med, at det ansøgte ikke var til brug for en varig lidelse, men som et behandlingsredskab. Det var videre anført, at som behandlingsredskab anses hjælpemidlet som et led i den påbegyndte behandling med det formål at tilvejebringe yderligere forbedring af det ved sygehusbehandlingen opnåede resultat. Sygehuset afholder udgifter samt kontrol af de hjælpemidler som ordineres som led i en behandling.
Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse med den givne begrundelse.
Nævnet lagde vægt på en udtalelse fra nævnets lægekonsulent, hvorefter nævnet vurderede, at det omhandlede dilationskateter var et behandlingsredskab og ikke et hjælpemiddel. Det kunne derfor ikke ydes af kommunen. Der blev henvist til at søge hospitalet om at afholde udgiften.
I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at efter rekonstruktion af urinrøret i flere omgange, var det vigtigt, at urinrøret bevarede sin størrelse og ikke voksede til, eller urinen fandt anden udgang. Dilatationskatetret opretholdt urinrørets funktionsevne, d.v.s. afhjalp en kronisk tilstand.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et lowfric-selvdilatationskateter er et behandlingsredskab der afholdes af sygehusvæsenet, eller et hjælpemiddel der afholdes af kommunen efter bistandslovens § 58 (nu servicelovens § 97).
